fredag den 17. oktober 2008

Præsidentvalget i USA






Hvem er John McCain og Barack Obama, og hvem er deres vicepræsidenter?


Hvis du vil vide mere, så klik på Faktalink - en database- som du finder på http://www.solbib.dk/.

Du kan få mange flere oplysninger via http://www.bibliotekernesnetguide.dk/samfundsforhold_og_statistik/nordamerika/usa/

Her er Solrød Biblioteks nyeste bøger om USA:

John McCain: Mine fædres verden. 2008

Den amerikanske republikanske præsidentkandidat John McCains (f. 1936) erindringer fra 1999 om sin opvækst i en militærfamilie, sine problemer med at tilpasse sig - til faderen, familien, autoriteterne samt ikke mindst om krigsfangenskabet i Vietnam, der ændrede hans livsanskuelse

Barack Obama: Arven fra min far. 2008

Den amerikanske demokratiske senator og præsidentkandidat Barack Obamas (f. 1961) personlige beretning om sin opvækst og sit liv som barn af en sort far og en hvid mor herunder om genopdagelsen af sin fars afrikanske familie i Kenya

David Mendell : Obama : et løfte om forandring. 2008

Om den amerikanske demokratiske senator og præsidentkandidat Barack Obamas (f. 1961) vej til den position han har opnået i dag Med litteraturhenvisninger

Alan Greenspan: I en turbulent tid : muligheder i en ny verdensorden. 2008

Den tidligere formand for Den Amerikanske Centralbank 1987-2006, Alan Greenspan (f. 1926), beretter dels om sit liv i den amerikanske økonomiske poltik dels om den globale økonomi og de begivenheder der driver den og forklarer de globale tendenser for fremtiden

Carl Pedersen: Det andet USA : fornyelse og frihed i fremtidens Amerika. 2008

Ud fra personlige erfaringer og historiske facts beretter dansk-amerikaneren Carl Pedersen om et andet USA i fremtiden, hvor det sociale, grønne, kunstneriske og spraglede Amerika bliver dominerende og det kristne, værdikonservative mister magt og indflydelse Med litteraturhenvisninger og internetadresser

Helen Dreijer

tirsdag den 7. oktober 2008

Autisten som detektiv


Mark Haddon har skrevet en fabelagtigt overbevisende bog. Jeg-fortælleren er 15-årige Christopher, der lider af Aspergers syndrom. Han er højt begavet, har en fotografisk hukommelse, logisk sans og store matematiske evner – men han kan ikke afkode ansigtsudtryk, ironi og talemåder, og fungerer kun i en fast struktureret hverdag. Han opfatter verden og menneskene omkring sig meget bogstaveligt og faktaorienteret, og et af hans forbilleder er detektiven Sherlock Holmes, som med opmærksomhed og logik kunne løse ethvert mysterium.

Da Christopher en nat finder naboens hund grusomt myrdet med en havegreb beslutter han at løse mordgåden på egen hånd. Christopher bor alene med sin far, som er voldsomt imod hans efterforskning af den mystiske sag med hunden, og undervejs i sine undersøgelser og samtaler med naboer opdager Christopher, at faderen har løjet for ham og måske endda er involveret i hundesagen.

Opklaringen tvinger Christopher ud over hans normale grænser – kulminerende med en togtur til London, der for hans fintmærkende sind fremstår som et rent inferno af kaotiske sanseindtryk. For Christopher ser alt, oplagrer alt og bearbejder alle indtryk i hjernen, mens det vi andre gør kun er at strejfe tingene. Christopher giver som eksempel en tur han var på med sin far og mor for et par år siden. Hvor andre mennesker ville opfatte de landlige omgivelser ret enkelt – en græsmark med blomster og nogle køer, solskin og en landsby i det fjerne – så opfattede Christopher under sin tissepause på bilturen 38 detaljerede punkter, startende med

Der er 19 køer på marken, hvoraf 15 er sorte og hvide og 4 er brune og hvide
Der er en landsby i det fjerne med 31 synlige huse og en kirke med et firkantet tårn og ikke noget spir

Og hvis nogen bagefter spurgte mig hvordan køerne så ud kunne jeg spørge hvilken en af dem de mente og jeg kunne tegne dem når jeg kom hjem og fortælle at en af køerne havde sådan et mønster her :
(illustreret med tegning af broget ko)

Man forstår pludselig, hvor udmattende det må være at have en autistisk hjerne.
Bogen er spændende, gribende, sjov – og som bonus er den fyldt med autistiske, diagramagtige tegninger og små matematiske gåder. Mest for voksne, men også unge vil kunne lide den.
Mark Haddon: Den mystiske sag om hunden i natten. Rosinante, 2003
er læst af bibliotekschef Mona Madsen

Den gule enke

Hvad er opskriften på ”KYLLIKKE SAARIS MOSEGRAV”? En del vodka, en del brændevin og en del myntelikør. En opkvikkende og forfriskende tørstslukker. Jeg opfandt den helt selv en aften ved baren på Det Ny Apotek, hvor der ikke lige var nogle, jeg kendte, at snakke med, og hvor der derfor var tid til at fordybe sig i den lidt mere kreative kemi i fred og ro”. Siger ”Den gule enkes” privatdetektiv og antihelt Jussi Vares, som søger glemsel for en truende midtvejskrise.

Hvis der er nogen, der siger, at finnerne drikker og slås med knive, har de næsten ret – bortset fra, at bogens personer har skiftet knivene ud med de mere moderne skydevåben.

Reijo Mäki har begået en højst umoralsk og skæg historie om økonomen Antonio Kraft, der har fuppet den russiske mafia for 13 millioner. Da han opdager, at de gemte penge er i fare for at blive begravet, flygter han fra fængslet med sin tidligere kæreste – og så går den vilde jagt. Mafiaens voldelige håndlangere minder en hel del om den amerikanske filminstruktør Tarantinos ”Reservoir Dogs”. Det er naturligvis heelt tilfældigt, selvom de to håndlangere kommenterer en del på filmen, mens de udfører deres voldelige håndværk.
Det amerikanske islæt får dog ikke lov til at dominere den finske lokalkolorit i historien, som er fortalt i et flot sprog med en sort, sort humor og små skarpe knaldperler mod det moderne samfunds velsignelser.

Historien er i øvrigt spændende – hvad ender det med? Overlever helten og heltinden? Hvis du vil vide mere så læs:

Reijo Mäki: Den gule enke. 2007

Helen Dreijer