tirsdag den 28. juli 2009

Tal tegnsprog med din baby


Er der noget mere frustrerende, end når ens lille barn forsøger at fortælle én noget, og man så ikke kan forstå, hvad det er, det vil sige?

Så ville det måske være en god ide at kigge nærmere på ”Tegn til tale”-systemet. I børnebiblioteket på Solrød Bibliotek har vi netop anskaffet dels en dvd og dels en bog, der begge handler om at lære sin baby at tale med hænderne, så man kan kommunikere før barnet kan tale.

DVD`en hedder Tal med tegn 1 og er beregnet til at bruge sammen med børn fra 6 mdr. til 3 år. Den indeholder emner som familie, spisning, leg, aftenritualer og sange, og tegnene dækker f.eks. mor og far, mere, bog, tandbørstning og sove. Fordelen ved en dvd er, at man kan se bevægelsen i tegnet – at man børster tænder eller åbner en bog. Det er tegnsprogstolk Elisabeth Holm Hansen, der binder det hele sammen og synger sange med tegn, som er lette at gøre efter.

Bogen hedder Små fingre fortæller og er skrevet af Mie Raunsmed Svane. Hun fortæller i forordet, at hun er døv og har kunnet tegnsprog fra barnsben. Hendes mand er hørende, og derfor er deres børn blevet præsenteret for både tale- og tegnsprog, og de har kunnet udtrykke sig ved hjælp af tegnsprog, allerede fra de var omkring halvandet år gamle.

Efter forordet kommer der et afsnit, der hedder Brug af bogen, og det skal man lige give sig tid til at læse, inden man går videre til siderne med historien og tegnene. Her følger vi Tot og hans familie og hund i hverdagssituationer, og der er f.eks. et billede af mor og far og de tilsvarende tegn på samme side. Bag i bogen er der en Babytegnordbog med over 70 tegn. Bogen kan bruges som en instruktiv bog med anvisninger til forældre, som en pegebog til de mindste og som et pædagogisk materiale til folk, der arbejder med (små)børn. Både billedbogen og dvd’en kan findes i børnebibliotekets pædagogiske samling.

Svane, Mie Raunsmed: Små fingre fortæller. Billedbog. Rosinante, 2008.
13.43 Tal med tegn. 1: Derhjemme. DVD. Mango Baby, 2008



er anbefalet af børnebibliotekar Bente Jensen, Solrød Bibliotek

Ingen kommentarer: