fredag den 14. januar 2011

Overklassepige i den russiske revolution


Den intelligente og smukke Sasjenka vokser op i Skt. Petersborg i en rig, jødisk familie, som pryder sig med adelstitel og nære forbindelser til Zarens hof. Allerede som 16-årig, oprørsk skolepige involverer hun sig heftigt i revolutionære bevægelser, og da hun kastes i et af Zarens berygtede fængsler, koster det faderen dyrt at få hende frigivet.

Men da bolsjevikkerne snart efter kommer til magten, er Sasjenka et respekteret medlem af de nye magthaveres inderkreds, og gennem fortsat engageret partiarbejde og ægteskab med en af revolutionens hovedkræfter får hun en høj position i det kommunistiske samfund. Faderen overlever i en årrække ved at tjene det nye regime, men forsvinder sporløst under en af 30’ernes udrensninger. Sasjenka tror stadig på systemet, og når familie eller venner fængsles, henrettes eller bare forsvinder, er hun i alle årene loyalt overbevist om, at systemet må have gode grunde.

Sasjenka lever et lykkeligt og privilegeret liv med sin mand og deres to små børn. Stalin selv roser hende som den idelle proletarkvinde! Men da hun forelsker sig i den unge forfatter Benjamin Golden, og hendes jaloux mand egenhændigt får hende overvåget, ruller katastrofen. Pludselig mærker hun, hvordan personer under anklage er så godt som døde for omgivelserne - alle undgår kontakt for ikke at blive besmittet, og alle er parat til at angive hinanden for at hytte eget skind. Både Sasjenka og hendes mand ved snart, at deres skæbne er beseglet, og sætter alle kræfter ind på at redde børnene fra undergangen.

Mange år efter hyres den russiske historiestuderende Katinka til at grave i Stalin-tidens blodbestænkte arkiver. Det er Rosa, bosat i England og mor til en nyrig russisk finansfyrste, der ønsker at finde sine rødder, efter at hun som mange andre børn af systemfjender blev fjernet fra sin familie. Det lykkes trods mange hindringer – hemmelighedernes, korruptionens og angstens tid er ikke helt forbi - at afdække, at Rosas mor var Sasjenka. Men hvad blev der af lillebroderen? og hvad skete der med børnenes forældre? Det er en virkelig medrivende og gribende historie, som giver et uforglemmeligt indtryk af en uhyggelig periode i menneskehedens historie.

Simon Montefiore: Sasjenka. Borgen, 2009

Et bjerg i København?


Forestil dig, at der lidt mod nord – ude ved Avedøre Holme – ligger et bjerg. Ikke det sædvanlige danskerironiske bjerg som Himmelbjerget, men et rigtigt bjerg, som er 3½ kilometer højt og 55 kilometer i omkreds, altså på størrelse med Bornholm.

Det tog et par hundrede år at få bygget bjerget, men nu ligger det der; ingen kan forestille sig andet. Med det har Danmark fået nye klimazoner – lige fra tropisk til polar – og deraf følgende storslåede naturforhold, varierende boligmiljøer, en stor ny turistindustri og mange andre samfundsmæssige og økonomiske gevinster.
Og der lever sære skabninger, som man tidligere ikke havde kunnet forestille sig. For eksempel har en driftig opfinder omskabt sig selv til fuglemenneske og dermed grundlagt en multinational succes – og en anden person er i stigende grad blevet magnetisk. Der har også udviklet sig en race af særlige bjergkatte, som får stor betydning for en lokal tennis-mester…

Hver af de 17 historier indledes med nogle oplysende fakta om bjergets opbygning, energiforsyning, dyreliv, sociale miljøer o.l., og disse nøgterne forklaringer bliver udgangspunkt for, hvad der sker i fortællingen. Selv de mest bizarre fænomener præsenteres som om det er helt almindelig dansk normalvirkelighed! Det hele forklares så overbevisende fornuftspræget og nærmest jordbundet, at man som læser lever sig ind i Mount København på bjergets præmisser og tror på den menneskeskabte verden, som på en og samme tid rummer vildtvoksende absurditeter og socialrealistisk hverdagsstemning.

Måske synes du, det lyder som en mærkelig bog. Det tænkte jeg også, inden jeg gik i gang, men jeg måtte overgive mig til Kaspar Colling Nielsens rablende fantasi, diskrete humor og overbevisende galskab. Det er sådan en bog, der lever videre i en efter læsningen. Prøv selv – så tror jeg, vi kan blive mange der kræver at få et bjerg i København!

Bogen fik Danske Banks Debutantpris ved bogmessen i Forum i november. Og filmrettig-hederne er allerede solgt – måske skal der laves en TV-serie over bogen…

Kaspar Colling Nielsen: Mount København. Fortællinger. Gyldendal.