Det er lidt af en tilfældighed, at jeg har set ”De andres liv” – jeg fandt den på reolen, da jeg lige skulle se, om der var noget spændende, jeg kunne slå en aften ihjel med. Jeg havde aldrig hørt om den, men nu plejer jeg heller ikke at være hverken den mest ivrige biografgænger eller den hyppigste kunde hos den udlejningsbiks, som ikke findes i min by.På omslaget er filmen beskrevet som den vigtigste tyske film siden ”Der Untergang”, så forventningerne var høje – og jeg blev bestemt ikke skuffet. Jeg tænker stadig på, hvor rædselsfuldt det må have været at leve i det tidligere DDR, hvor det var forbudt at stille kritiske spørgsmål, hvis man ikke ville risikere Stasi’s bevågenhed. Hvor Stasi med simple virkemidler kunne true folk til tavshed. Hvor mistænksomheden må have luret overalt.
Tanker, som forhåbentligt kan illustrere, hvor realistisk filmen virker, hvordan den kryber ind under huden på én, og hvor godt den er skruet sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar