onsdag den 14. juli 2010

Alle tiders bytte!


Jonny Duddle har skrevet og tegnet en festlig og forrygende billedbog for de 4- til 7-årige om Kaptajn Sortskæg og hans grumme pirater, og om hvor galt det kan gå, når man er grådig.

En spillemand går gennem gaderne i sørøverbyen Ulkestad, mens han spiller på sin violin og synger en sang om en gemt skat. Det får Kaptajn Sortskæg og hans mænd til at spidse ører, og de begynder straks at drømme om, hvad de kan få, hvis de finder en skat. Spillemanden har på forhånd tegnet et kort, der viser vej til øen, hvor skatten er gemt, og hele flokken drager straks af sted – også spillemanden. Aftalen er, at de skal dele skatten, når de finder den.

Undervejs synger spillemanden nogle sange med advarsler om, hvad der fin-des på havet og på øen, men Kaptajn Sortskæg lader sig ikke skræmme. Derimod bliver hans mænd mere og mere betænkelige, og de lufter tanken om at vende om, men det bliver der ikke noget af. Endelig kan de se land, piraterne går i robåden og sejler over på øen, hvor skatten ganske rigtigt står og venter på dem. Den gamle spillemand er blevet på sørøverskibet, og han synger nu en afskedssang.

Så begynder vi at ane dramaet – en af piraterne får øje på noget, der ligner to øjne, og når man folder flappen ud kan man se, hvad der gemmer sig i dybet.

På sidste side er robåden på vej tilbage med den gamle spillemand. Men hvem er han egentlig – den gamle spillemand? Det får man svar på, når man læser bogen anden gang.

Duddle, Jonny: Alle tiders bytte! Thorup, 2009.

er læst og anmeldt af børnebibliotekar Bente Jensen

Ingen kommentarer: