En selvmordsbombe i den kreative klasse

Martin Kongstads bog handler om en gruppe mennesker – venner, bekendte - et løst koblet netværk, som er knyttet sammen af en fælles baggrund. De er børn af intellektuelle 68’ere, som gjorde oprør ved at udfordre autoriteter og seksualmoral og forkaste kapitalismen. De valgte i stedet socialismens drøm om fællesskab og bekymrede sig om krigsramte og undertrykte folkeslag i hele verden – gerne langt væk. På den etiske og principielle front solidariserede de sig med den hjemlige arbejderklasse, men Ishøj og Tingbjerg levede ikke op til de æstetiske fordringer, så derfor var 68’erne nødt til at lade børnene vokse op med ligestillede i Kartoffelrækkerne og gå sammen på Bernadotteskolen.

Da 68’ernes børn blev voksne, gjorde de naturligvis også oprør. De skrottede forældrenes ideer om fællesskab og blev til den selvcentrerede ”generation X”. De var flasket op med bevidstheden om at tilhøre den kulturelle elite, og i starten af det nye årtusinde, hvor Kongstads noveller udspiller sig, har de gjort karriere i den eskalerende højkonjunkturs kulturelle elite: medier, kultur, reklame…

Den gennemgående fortæller i de 7 noveller er journalisten Mikkel Vallin, som skriver livsstilartikler om raffineret gastronomi. ”Mad er for os, hvad socialisme var for halvfjerdserne”, erklærer han. Hedonismen er den herskende filosofi i omgangskredsen, hvor holdninger kun er noget man har til ting, der ikke for alvor betyder noget for en, og hvor selviscenesættelse er vigtigere end reelt livsindhold. Man dyrker det nøje afvejede uprætentiøse som adelsmærke. Penge er ikke noget man demonstrerer - kapitalen skal være kulturel. Kynisme og ironi er omgangstonen - og hvis en naiv opkomling, der midlertidigt har fået lov til at færdes i kredsen, bryder de uskrevne regler og roller, f.eks. ved uden filter at lægge sine ægte følelser frem, så er han med øjeblikkeligt stiltiende forståelse dømt ude.

Mikkel Vallin færdes i det selvfede kultur-aristokrati som en halvhjertet insider, der føler sig hævet over den hulhed og tomhed, han registrerer. I starten er han blot den nøgterne betragter, men efterhånden opfatter han sig selv som muldvarpen – forræderen, der opretholder sin position i et samfund, han ikke længere kan identificere sig med. Og i bogens kronologiske forløb bliver det tydeligt både for ham og for læseren, at den overfladiske livsstil har ført ham over en lang række svigt og brudte broer til en desillusioneret tomhed.

Martin Kongstad er selv rundet af samme miljø, som han beskriver, og han afdækker fuldstændig suverænt de sofistikerede koder som holder gruppen sammen. En anmelder mener, at Kongstad "skider i egen rede". Meget rammende kalder forlaget bogen ”en selvmordsbombe i den kreative klasse”. Selvmordsbomber skal man ikke spøge med. Men i dette tilfælde, hvor det ikke er menneskeliv, men selvrespekt og anerkendelse, der er på spil, bliver man fortrinligt underholdt, mens sprængstoffet lægges frem, og bomben armeres.

Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav. People's Press.
Bogen fik Danske Banks Debutantpris på bogmessen i november 2009.

Anstødelige scener kan forekomme

”Der er noget du skal vide…”
Det er en ildevarslende sætning. Det, man skal vide, er sjældent noget man har lyst til at få at vide.
Og sådan er det også i denne roman. ”Noget” har bygget sig op over lang tid inden i den dominerende hovedperson, jeg-fortælleren Jakob: en bristefærdig byld af irritation og modvilje - over for Maria, som har været hans kæreste i toethalvt år, og over hele det skuespil, som han halvhjertet har ageret i – i rollen som den ene part i et smukt og overbevisende voksenpar.

I Jakobs indre monolog syder og bobler det af frustration og uforløste længsler, indtil den dag, hvor vulkanen ikke længere kan holdes nede. ”Jeg synes du skal vide at det er slut. Mellem os.”

Allerede inden det udbrud har Jakob længe haft problemer med den kogende lava af indre impulser, som hele tiden søger vej ud af nye sprækker i hans kontrollerede overflade.
Siddende i den pæne sofagruppe over for Maria har han ikke skrevet på sine skoleopgaver, men chattet – f.eks. med ”BiFyr på 29”, som Jakob fortalte at han er uerfaren, lærenem og meget, meget nysgerrig. På det tidspunkt kunne Jakob stadig overbevise sig selv om, at det ikke handlede om utroskab, men et ubetydeligt korrektiv til deres perfekte samliv. Men hen ad vejen, mens fantasierne antager mere og mere kødelige former, opsluges han i den grad af drifternes grænseløse og turbulente univers, at parforholdets facade med Maria fremstår mere og mere hul.

Så Jakob bryder ud og finder sin umiddelbare forløsning sammen med den charmerende, samvittighedsløse og sexuelt altædendeThomas.
Jakob finder hurtigt ud af, at han vil andet og mere end Thomas. Jakob ønsker også følelsesmæssig nærhed, forpligtelse, tryghed, ja: kærlighed …
Men det han får – det eneste Thomas vil give – er nøgen sex. Udfordring og overskridelse af grænser. Kynisk udnyttelse. Kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed…

Jakob er ikke den eneste hovedperson i bogen. Vi hører også om hans lærer på VUC, Elisa, som er hemmeligt forelsket i Jakob, men kolliderer fatalt med Thomas. Og lidt om andre personer, de krydser i deres skæbnesvangre søgen.

Der er ingen forsonende slør over skildringerne her i bogen – som en anmelder advarende skrev: Anstødelige scener kan forekomme!

Men bogen er skrevet med en så overrumplende sprogglæde og dynamik, at anstødet udebliver - eller i hvert fald mildnes til det tålelige. Personbeskrivelserne er præcise og indlevede, og groteske situationer skildres med humor, ironi og farverig fantasi.
Det er råt, men det er også blødt. Stærke sager, ja - men langt fra den følelseskolde og kommercielle pornogenre. Særligt imponerende er det, hvordan en kvindelig fortæller kan beskrive sexuelle møder mellem mænd, så man som heterosexuel kvinde næsten får lyst til at være bøsse …

Janni Olesen fik på bogmessen Danske Banks Debutantpris. Den giver 50.000 kr. + en hel del nyttig PR... Ovenstående er en del af min tale ved prisoverrækkelsen.