Prostitution som uddannelsesstøtte

Det er temaet i Malene Dietz’ nye roman, Cocktailklubben. Den unge fynske medicinstuderende Cecilie kommer gennem et tilfældigt møde med en forførende fyr ind i et eksklusivt københavnsk miljø, hvor smukke piger tjener store penge på at feste – m.m. – med rige mænd.

Der går et stykke tid, inden Cecilie opdager, at pigerne ikke kun får lønnen for at være festlige og glamourøse indslag i de luksuriøse cocktailparties, og i starten opfatter hun de sexuelle hændelser med mændene som noget helt frivilligt og lystbetonet, som ovenikøbet giver økonomisk bonus. Hverken hun eller de andre piger opfatter sig selv som simple prostituerede – men hen ad vejen oplever de alle, at deres grænser overskrides, og at der kommer et tidspunkt hvor de enten siger fra og forlader miljøet eller mister deres integritet. Og at det også kan være farligt at udfordre bagmændene, fremgår klart.

Trods det alvorlige emne er romanen skrevet i en let, humoristisk tone og ligner på den måde mange andre underholdende chick-lit-romaner. Men forfatteren udtaler i et interview, at meningen med den også er at få unge piger til at tænke sig godt om, inden de vælger den tilsyneladende nemme måde at tjene lidt ekstra på. Bogen bygger ifølge hende på eksempler fra den københavnske virkelighed. ”Før jeg researchede og begyndte at skrive bogen, var jeg meget i tvivl om, hvad jeg mente om prostitution, men det er jeg ikke mere”, udtaler Malene Dietz til Information. ”Det burde være forbudt. Jeg tror ikke på, at man kan prostituere sig uden at blive mærket af det.”


Malene Dietz: Cocktailklubben. Politikens Forlag, 2010

er læst af bibliotekschef Mona Madsen

Oh, har du en moder, da skøn derpå...

Denne kendte linie fra Kaalunds fabel om den dræbte and med de mange ællinger er noget af det sidste, man skal citere for jeg-fortælleren Eva i kriminalromanen ”Hundens ører”, skrevet af Maria Ernestam. Romanen har form af en dagbog, som Eva skriver den sommer, hun fylder 56, og hvor hun har fået dagbogen i fødselsdagsgave af sit yngste barnebarn. De første to linjer lyder sådan her: ”Jeg var syv år, da jeg besluttede mig for at slå min mor ihjel, men jeg nåede at fylde sytten, før beslutningen kunne sættes i værk”. Det er en start, der sætter gang i blodomløbet hos læseren, og blodtrykket holder – muligvis med en svagt stigende kurve hele bogen igennem.

Og man forstår så inderlig godt Eva: hendes mor kan ganske kort beskrives som grusom, grotesk, egoistisk og totalt uden positive følelser for sit barn – og for den sags skyld for sin mand. Til gengæld er hun aktiv, afholdt, sprudlende og altid i centrum på sit arbejde. Eva lever en tilværelse i evig anglen efter moderens anerkendelse, men hun opnår den aldrig – og en dag er det så endegyldigt for sent. På et ret tidligt tidspunkt af sit liv bliver hun klar over, at hun kommer til at tage stort set alt i egen hånd og træne sig op til at overkomme alt, for ellers kan man ikke overleve. Og med den bagage lever Eva sit liv - et liv, som få af vi andre ville bryde os om.

Bogen rummer de store passioner af enhver art: Ætsende had, glødende kærlighed, evige svigt, stor sorg - og den er et uhyggeligt studie i perverterede følelser og tankegange. Men samtidig rummer den en loyalitet mod alle sine personer, så vi forstår deres handlinger – men det er ikke sikkert, at vi accepterer dem. Som læser bliver man også væmmeligt klar over, at nissen flytter med og skaber ravage hele livet igennem, lige gyldigt hvor meget vi prøver at undgå ham.

Når man har læst denne bog, ringer man til sine voksne børn og siger, at lige gyldigt hvad man har gjort, så var det i en god og kærlig mening…. - Og hvad er så det med hundens ører? – Det må du selv læse dig til.

Maria Ernestam: Hundens ører. People’s Press, 2008

er læst af ledende børnebibliotekar Merete Riis.

Sort pige i køligt hvidt velfærdssamfund

Som 14-årig kommer ”Lille Bi” til England. Hun er flygtet fra Nigeria, hvor hendes liv var i alvorlig fare, og det engelske svar på denne udfordring er at spærre hende inde i et asylcenter. Her lærer hun i løbet af to år et perfekt engelsk ved at se BBC og læse seriøse dagblade. En dag sker der en administrativ fejl på asylcenteret, og Lille Bi lukkes ud i verden uden andet end hvad hun går og står i. Men hun har et kørekort med oplysninger om en engelsk mand, hvis vej krydsede hendes i Nigeria, og ham opsøger hun. Inden hun når frem, har han dog taget livet af sig – og gennem hans kones og Lille Bis fortællinger får vi den grusomme baggrundshistorie…

Bogen er rørende, morsom, rystende og tankevækkende.
Den handler ikke bare om gruopvækkende afrikanske konflikter og overgreb, men også om hvor langt vi velmenende vesterlændinge vil gå for at sætte handling bag vores etiske principper. Og om, hvordan en uskyldig, men tænksom pige fra et ”primitivt” land kan opfatte vores asylsystem som nidkært og følelseskoldt.

Forfatteren Chris Cleave arbejder til daglig for avisen The Guardian, men har tidligere arbejdet på et asylcenter, og det engelske systems måde at behandle asylansøgere på gjorde så stort et indtryk, at han senere skrev “Den anden hånd”.

Chris Cleave: Den anden hånd. Hr. Ferdinand, 2009

er læst af bibliotekschef Mona Madsen

Hvid pige i sort kaos

Samantha er 15 år, da hendes fortælling starter. Hun er engelsk, men har siden hun var 3 år boet i Tanzania sammen med storesøsteren Alison og deres forældre, der driver et lille og skrantende turisthotel. Samantha og hendes søster er begge anbragt på en international kostskole, men i bogens start går Alison ud af skolen og satser med held på at finde en rig mand, der kan give hende en god tilværelse. Samantha er for ung til denne udvej, og i stedet gør hun oprør ved at bryde alle de regler, hun kan komme i nærheden af. Hun indleder en selvdestruktiv spiral af pjæk, druk, eksperimenter med sex og stoffer i jagten på opmærksomhed, venskab og kærlighed, men opnår hovedsageligt disciplinærstraffe, afvisninger eller udnyttelse, bortvisninger… Også forældrene svigter. Moderen er sunket ned i alkoholtåger og rejser snart hjem til England – faderen, der også er lejesoldat, forsømmer hotellet til fordel for sine skumle affærer – kun søsteren og et par skolekammerater er lyspunkter i de tre år, bogen spænder over. Det gennemgående budskab, som træder klart igennem, er at de internationale, sammenbragte børn er splittede og rodløse. De føler sig som afrikanere, men betragtes af de indfødte som en fremmed og uvelkommen overklasse.

Det er en medrivende, realistisk og barsk historie, placeret i 1980’ernes Tanzania, hvor Ejersbo selv boede i en del af sin opvækst, og hvor korruption, fattigdom og konflikter danner bagtæppet. Trilogien ”Eksil”, ”Revolution” og ”Liberty” blev desværre de sidste værker, vi fik fra Jakob Ejersbo, der døde 40 år gammel i 2008.

Jakob Ejersbo: Eksil. Gyldendal, 2009 - er læst af bibliotekschef Mona Madsen

Lillebror blev gemt i skabet

Det var ikke de tyske besættelsestropper, men det almindelige franske politi, som i juli 1942 med magt indsamlede 13.152 parisiske jøder - heraf 4.115 børn. De blev under umenneskelige forhold stuvet sammen på Vél’d’Hiver, den store vintercykelbane, inden de på godstog blev ekspederet til en lejr i Nordfrankrig og herfra videre til udryddelseslejre i Tyskland.

En stor del af de deporterede børn var vokset op i Frankrig og havde ingen bevidsthed om at være anderledes – men i månederne forinden havde de mærket, hvordan skolekammerater, naboer og andre som de følte sig trygge ved, pludselig tog afstand fra dem eller ligefrem udstødte dem.

Det gjaldt også denne bogs hovedperson, den 10-årige Sarah, der sammen med sine forældre bliver hentet, bl.a. af den flinke, rødhårede politibetjent, som hun ofte har snakket med. Og naboerne ser – for de flestes vedkommende – til med slet skjult skadefryd; kun en enkelt tør protestere. Men Sarah kan ikke forestille sig, at der vil ske dem noget ondt. Måske skal de bare registreres, og så kommer de hjem igen? Og for at beskytte sin 4-årige lillebror mod tumulten, låser hun ham af vejen i et hemmeligt skabsrum i lejligheden, giver ham noget legetøj og mad med derind og lover hurtigt at komme tilbage og læse historie for ham. Nøglen til skabet tager hun med…
Bogen veksler i små kapitler mellem Sarahs historie og journalisten Julias fortælling. Julia er amerikaner, gift med en franskmand, og i 2002 får hun i anledning af 60-årsdagen af sit internationale magasin til opgave at skrive om den skamplet på Frankrigs historie, som "Vel d’Hiv"-opsamlingen var – noget, som den unge franske generation ikke har hørt meget om. Under researchen viser det sig, at hendes svigerfamilie bebor den lejlighed, som Sarah boede i, og nu bliver hun personligt endnu mere involveret i afdækningen af hvad der skete i juli 1942 og årene derefter – og hvad der blev af Sarahs familie.
Det er en gribende, intens historie om menneskelig ondskab – men også om tro, håb og kærlighed.
Tatiana de Rosnay: Sarahs nøgle. Bazar, 2008 - er læst af bibliotekschef Mona Madsen.

En selvmordsbombe i den kreative klasse

Martin Kongstads bog handler om en gruppe mennesker – venner, bekendte - et løst koblet netværk, som er knyttet sammen af en fælles baggrund. De er børn af intellektuelle 68’ere, som gjorde oprør ved at udfordre autoriteter og seksualmoral og forkaste kapitalismen. De valgte i stedet socialismens drøm om fællesskab og bekymrede sig om krigsramte og undertrykte folkeslag i hele verden – gerne langt væk. På den etiske og principielle front solidariserede de sig med den hjemlige arbejderklasse, men Ishøj og Tingbjerg levede ikke op til de æstetiske fordringer, så derfor var 68’erne nødt til at lade børnene vokse op med ligestillede i Kartoffelrækkerne og gå sammen på Bernadotteskolen.

Da 68’ernes børn blev voksne, gjorde de naturligvis også oprør. De skrottede forældrenes ideer om fællesskab og blev til den selvcentrerede ”generation X”. De var flasket op med bevidstheden om at tilhøre den kulturelle elite, og i starten af det nye årtusinde, hvor Kongstads noveller udspiller sig, har de gjort karriere i den eskalerende højkonjunkturs kulturelle elite: medier, kultur, reklame…

Den gennemgående fortæller i de 7 noveller er journalisten Mikkel Vallin, som skriver livsstilartikler om raffineret gastronomi. ”Mad er for os, hvad socialisme var for halvfjerdserne”, erklærer han. Hedonismen er den herskende filosofi i omgangskredsen, hvor holdninger kun er noget man har til ting, der ikke for alvor betyder noget for en, og hvor selviscenesættelse er vigtigere end reelt livsindhold. Man dyrker det nøje afvejede uprætentiøse som adelsmærke. Penge er ikke noget man demonstrerer - kapitalen skal være kulturel. Kynisme og ironi er omgangstonen - og hvis en naiv opkomling, der midlertidigt har fået lov til at færdes i kredsen, bryder de uskrevne regler og roller, f.eks. ved uden filter at lægge sine ægte følelser frem, så er han med øjeblikkeligt stiltiende forståelse dømt ude.

Mikkel Vallin færdes i det selvfede kultur-aristokrati som en halvhjertet insider, der føler sig hævet over den hulhed og tomhed, han registrerer. I starten er han blot den nøgterne betragter, men efterhånden opfatter han sig selv som muldvarpen – forræderen, der opretholder sin position i et samfund, han ikke længere kan identificere sig med. Og i bogens kronologiske forløb bliver det tydeligt både for ham og for læseren, at den overfladiske livsstil har ført ham over en lang række svigt og brudte broer til en desillusioneret tomhed.

Martin Kongstad er selv rundet af samme miljø, som han beskriver, og han afdækker fuldstændig suverænt de sofistikerede koder som holder gruppen sammen. En anmelder mener, at Kongstad "skider i egen rede". Meget rammende kalder forlaget bogen ”en selvmordsbombe i den kreative klasse”. Selvmordsbomber skal man ikke spøge med. Men i dette tilfælde, hvor det ikke er menneskeliv, men selvrespekt og anerkendelse, der er på spil, bliver man fortrinligt underholdt, mens sprængstoffet lægges frem, og bomben armeres.

Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav. People's Press.
Bogen fik Danske Banks Debutantpris på bogmessen i november 2009.

”Walker & datter”

Bestsellerforfatteren Kate Jacobs er canadier – men har haft en stor del af sit arbejdsliv i New York inden for forlags- og tv branchen. Hun øser af sine erfaringer med at danne netværk med kvinder – en god ting, når man for kort tid siden er kommet ind med firetoget, og familien nu ikke lige er der.

”Walker & datter” er hendes romandebut og er blevet godt modtaget. Den hedder egentlig ” The Friday night knitting club”. Fredagsklubben er en kreds af kvinder, som mødes hver uge i strikkeforretningen ”Walker og datter”, som ligger på Manhattan i New York. Ejeren Gloria har med et sejt træk og gode ideer fået forretningen til at løbe rundt – og er et levende eksempel på at ”nød lærer nøgen kvinde at spinde”, da hun blev forladt af sin datters far, inden pigen blev født. Hun er også omdrejningspunkt for fredagsklubben, som består af en broget flok kvinder fra hendes datter Dakota på 12 år til hendes ven og støtte Anita på 72 år.
Gruppen består både af erfarne strikkere og håbløse nybegyndere. Det dog er de personlige venskabsforhold - som bliver strikket sammen om fredagen - som er bogens tyngdepunkt.
Så man behøver ikke at interessere sig for at strikke for at læse bogen.

Lige som et strikketøj udvikler sig, bliver de forskellige livsfaser beskrevet med ret store kriser som pubertet, graviditet, sygdom og død.

Det er ikke nogen ”tudehistorie” - den både livsklog, skæg og rørende – og befolket med nogle personligheder med kanter.

Hvis man kan lide at strikke er den ekstra god og skulle man få lyst til at lære det ---

Walker & Datter

Kate Jacobs har skrevet efterfølgerne
”Knit Two”
”Knit the Season”
Som ikke er oversat endnu.
Solrød Bibliotek køber hele serien på amerikansk

Bogen er læst af Helen Dreijer