Den der kommer allersidst...

Charlotte Link har skrevet romanen om ”Den fremmede gæst”, en bog, der dels fun-gerer som thriller, dels som krimi. For mig er det helt sikkert thriller-delen, der er den bedste.
Der er mange forskellige tråde i starten af handlingen: Flere kvinder modtager trus-selsbreve om en hændelse i deres fortid, som vi som læser ikke ved, hvad er. Et æl-dre ægtepar findes myrdet på usædvanlig bestialsk vis, og et ungt par tager på ryg-sæktur til Sydfrankrig, hvor de møder Rebecca, en yngre kvinde der ikke kan komme sig over sin mands død nogle måneder i forvejen, og som egentlig har besluttet sig for at tage livet af sig.
Alle disse tråde væves sammen: Marius, den unge mand i rygsækparret, viser sig at være plejesøn af det myrdede par, og mistanken samles naturligt nok om ham. Han opfører sig også mere og mere mærkværdigt, og som læser godtager man egentlig lang hen ad vejen, at han har noget med forbrydelserne at gøre. Men nu er bogen en gang sat som krimi, så naturligvis kommer der en overraskende drejning langt inde i fortællingen, som naturligvis ikke skal røbes her.

Charlotte Link har en flydende pen, og man vænner sig til den tyske ”kultur”, hvor personerne er ”Des”, hvis man ikke lige kender hinanden vældig godt. Bogen er en nattesøvnsdræber, en bog man ikke skal starte på i ferien, hvis familien de næste par dage forventer en aktiv indsats. Men har man et par dages luksusferie i hængekøjen, hvor ingen forstyrrer med uvedkommende detaljer som middagsmad eller ture til stranden eller for den sags skyld til Paris, er ”Den fremmede gæst” en glimrende partner.

Charlotte Link: Den fremmede gæst. Mrs. Robinson, 2008
er læst af ledende børnebibliotekar Merete Riis.

Mysteriet i det lukkede rum

Krimimysterier, der foregår i lukkede rum, har altid været en udfordring. I denne krimi, ”Rødt støv” af Ann Cleeves, er det lukkede rum udvidet en anelse, idet bogen foregår på en af småøerne i øgruppen Shetlandsøerne. Bogen er den tredje i serien om vicekriminalkommisær Jimmy Perez, og som de to foregående er det en velskrevet fortælling om menneskelig nedtur, spændende fortalt med lige så stor vægt på krimidelen som på de følelser og dramaer, som en forbrydelse betyder for de mennesker, der på den ene eller den anden måde involveres i den. Øen – det lukkede rum – udnyttes på den måde, at man er nogen lunde sikker på personkredsen. Der kan ikke pludselig dukke en ukendt fremmed op, som så forsvinder upåagtet igen. Man er konstant afhængig af færgeforbindelsen til større øer og til fastlandet.
Handlingen er ganske kort, at en gammel kone og en ung arkæolog med få dages mellemrum findes dræbt. Mordet – for det er det jo - på den ældre kvinde, registreres først som et hændeligt uheld, og mordet på den unge arkæolog søges kamufleret som selvmord. men vor helt, Jimmy Perez, er mistænksom og finder naturligvis gådens løsning.
Samtidig med krimiintrigen er skildringen af de mennesker, der er involveret, en væsentlig del af bogen. Det er mennesker, ikke skabeloner, der befolker både denne og de to andre bøger i serien, og specielt hovedpersonen Jimmy Perez kommer efterhånden under huden på sin læser. Og også naturen på Shetlandsøerne spiller en rolle i bøgerne: jeg ved ikke, om man ligefrem får lyst til en uges ophold, men man er ikke i tvivl om, at det er et helt specielt sted med en meget speciel befolkning.
Bøgerne kan læses hver for sig, men det største udbytte fås af at læse dem i rigtig rækkefølge.

Ann Cleeves: Rødt støv. Cicero, 2010
er læst af ledende børnebibliotekar Merete Riis.

Hägglund, Helene: Nonne tur retur. Magt og afmagt bag klostermurerne

Helene er kun 16 år, da hun indtræder i et katolsk kloster, hvor moder Bene-dicta er priorinde. Hun er af katolsk familie, men ellers en livlig ung gymnasiepige med blik for drengene og fast kæreste. Men hendes tiltrækning til nonnetilværelsen er så stærk, at hun må gå den vej. Søster Filippa bliver hendes nye navn.
Bogen handler om hendes 14 år som nonne – 12 år som cisterciensernonne og 2 år som karmeliternonne.

Vi hører om dagligdagen med dens bønner og meditation samt de praktiske gøremål. Vi hører om søstrene - de unge og de gamle - om mennesker med tilknytning til klosteret og læremestre udefra. Allermest om moder Benedicta, der både er indtagende og karismatisk, men efterhånden viser sig som en is-kold magtudøver, der manipulerer og øver fysisk og psykisk overgreb på nonnerne i klosteret.
Især behandlingen af to gamle handicappede og demente nonner er forfærdelig.
Søster Filippa skifter efter 12 år over til karmeliterordenen og møder her en meget kærlig priorinde og et helt andet klosterfælleskab – et fælleskab, der giver hende kræfter til at prøve at gøre op med moder Benedicta.

Helene har i sin biografi valgt at skjule nonnernes og stedernes rigtige navne, men det er senere kommet frem, at det handler om abbedisse Moder Theresa – leder af Sostrup kloster, der efterfølgende efter afhøringer i juni måned i år slap for tiltale af den dårlige behandling af de gamle nonner, en behandling der efter Helenes og andre nonners udsagn endte med den ene nonnes død.

Man kan ikke kalde selvbiografien for stor litteratur, men det er spændende læsning at få noget at vide om hvad der sker bag klosterets mure og hvor svært det er at fremføre klager over livet bag disse mure.

Hvis du troede at du havde en dårlig familie...

Så skulle du læse denne fremragende bog af Ina Bruhn ”min fucking familie”.
I denne bog finder du stort set alle de tabu-belagte emner, man kan forestille/ ikke forestille sig. Alkoholisme, vold i familien, incest, mord, magtmisbrug, utroskab, sadisme, selvmord og rendyrket ondskab. Hele denne ”herlige” cocktail tager udgangspunkt i den 15 årige pige Nina, som i virkeligheden hellere vil være en dreng. Vi hører om hele hendes ”fucking familie” og alle de problemer og intriger, der fører frem til at hun har lyst til at tage livet af sig selv. Bogen har en fantastisk fremdrift, og trods de litterære kvaliteter ville producenterne af ”glamour” og ”dollars” være stolte over alle de forviklinger og twist, der konstant får handlingen til at glide over den indre skærm. Bogen er bygget op som en film, hvor vi hele tiden får vist diverse scener fra et begivenhedsrigt børne- og teenagerliv. Bogens filmiske opbygning er ikke tilfældigt valgt, da Ina Bruhn faktisk er en mindre berømthed indenfor filmens verden med
manuskripter som ”Nikolaj og Julie”, ”jul i Vahalla”, ”Karlas kabale”, ”Vølvens forbandelse” m.m. Bogen er skrevet med så meget ondskab, at det næsten ikke er til at bære, alligevel formår Ina Bruhn at skrive en vedkommende roman, som både bruger humoren og sarkasmen som våben. Bogen er velegnet til modne læsere fra 14 års alderen og til voksne i alle aldre.

Ina Bruhn har netop modtaget ”Skolebibliotekarernes pris” som er en af de største priser, man kan få som børne- og ungdomsforfatter i Danmark, hvor netop denne bog blev fremhævet i hendes omfangsrige forfatterskab. Som et kuriosum kan det nævnes at Ina Bruhn stammer fra Solrød og har været bogopsætter på Solrød Bibliotek.
Så skynd dig at låne bogen på biblioteket, og du vil (forhåbentligt) finde ud af, at du ikke har det så slemt endda.

Anmeldt af Martin Timmermann Andersen, Børnebibliotekar

Alle tiders bytte!

Jonny Duddle har skrevet og tegnet en festlig og forrygende billedbog for de 4- til 7-årige om Kaptajn Sortskæg og hans grumme pirater, og om hvor galt det kan gå, når man er grådig.

En spillemand går gennem gaderne i sørøverbyen Ulkestad, mens han spiller på sin violin og synger en sang om en gemt skat. Det får Kaptajn Sortskæg og hans mænd til at spidse ører, og de begynder straks at drømme om, hvad de kan få, hvis de finder en skat. Spillemanden har på forhånd tegnet et kort, der viser vej til øen, hvor skatten er gemt, og hele flokken drager straks af sted – også spillemanden. Aftalen er, at de skal dele skatten, når de finder den.

Undervejs synger spillemanden nogle sange med advarsler om, hvad der fin-des på havet og på øen, men Kaptajn Sortskæg lader sig ikke skræmme. Derimod bliver hans mænd mere og mere betænkelige, og de lufter tanken om at vende om, men det bliver der ikke noget af. Endelig kan de se land, piraterne går i robåden og sejler over på øen, hvor skatten ganske rigtigt står og venter på dem. Den gamle spillemand er blevet på sørøverskibet, og han synger nu en afskedssang.

Så begynder vi at ane dramaet – en af piraterne får øje på noget, der ligner to øjne, og når man folder flappen ud kan man se, hvad der gemmer sig i dybet.

På sidste side er robåden på vej tilbage med den gamle spillemand. Men hvem er han egentlig – den gamle spillemand? Det får man svar på, når man læser bogen anden gang.

Duddle, Jonny: Alle tiders bytte! Thorup, 2009.

er læst og anmeldt af børnebibliotekar Bente Jensen

Om tjenestefolks karakter og adfærd

15-årige Bessy er i 1863 på flugt fra den skotske havneby Glasgow og sin barske fortid som barneprostitueret. På vej til Edinburgh kommer hun forbi et forfaldent herresæde, hvor man akut mangler en tjenestepige, og selv om Bessy hverken har erfaringer eller anbefalinger - og i øvrigt er iført en ret upassende knaldgul kjole med små knapper og atlaskessløjfer - får hun jobbet.

Bessy bliver hurtigt meget betaget af husets frue, som er meget venlig imod hende, samtidig med at hun udsætter Bessy for mærkelige øvelser og psykologiske prøver. Da fruen finder ud af, at Bessy kan læse og skrive, får Bessy udleveret en lille bog hvor hun skal nedfælde sine inderste tanker. Dissse optegnelser, der udvikler sig hen ad vejen fra at være meget simple notater til at være velskrevne og nuancerede beretninger, følger vi også som læser, og de giver et ualmindeligt fascinerende billede af en kvik og bramfri pige, som efter en hård og kærlighedsløs opvækst er godt rustet til at møde en bedragerisk verden…

Efter nogen tid opdager Bessy, at hun og hendes optegnelser er objekt for fruens iagttagelser, som sammen med de psykologiske eksperimenter skal danne baggrund for et værk om tjenestefolks karakter og adfærd, og Bessy beslutter at tage hævn ved at lade som om en tidligere meget værdsat, men mystisk afdød tjenestepige (hvis mange lovpriste dyder Bessy er jaloux på) spøger i huset. Men alt går ikke som planlagt, og inden længe har Bessy mistet kontrollen over sine intriger…

Bogen er spændende, morsom og lidt uhyggelig – og giver et overbevisende billede af hvordan en fattig piges vilkår i et nådesløst klassesamfund kunne være for bare et par hundrede år siden. Rigtig dejlig sommerlæsning!

Jane Harris: Iagttagelserne. Borgen, 2007

Prostitution som uddannelsesstøtte

Det er temaet i Malene Dietz’ nye roman, Cocktailklubben. Den unge fynske medicinstuderende Cecilie kommer gennem et tilfældigt møde med en forførende fyr ind i et eksklusivt københavnsk miljø, hvor smukke piger tjener store penge på at feste – m.m. – med rige mænd.

Der går et stykke tid, inden Cecilie opdager, at pigerne ikke kun får lønnen for at være festlige og glamourøse indslag i de luksuriøse cocktailparties, og i starten opfatter hun de sexuelle hændelser med mændene som noget helt frivilligt og lystbetonet, som ovenikøbet giver økonomisk bonus. Hverken hun eller de andre piger opfatter sig selv som simple prostituerede – men hen ad vejen oplever de alle, at deres grænser overskrides, og at der kommer et tidspunkt hvor de enten siger fra og forlader miljøet eller mister deres integritet. Og at det også kan være farligt at udfordre bagmændene, fremgår klart.

Trods det alvorlige emne er romanen skrevet i en let, humoristisk tone og ligner på den måde mange andre underholdende chick-lit-romaner. Men forfatteren udtaler i et interview, at meningen med den også er at få unge piger til at tænke sig godt om, inden de vælger den tilsyneladende nemme måde at tjene lidt ekstra på. Bogen bygger ifølge hende på eksempler fra den københavnske virkelighed. ”Før jeg researchede og begyndte at skrive bogen, var jeg meget i tvivl om, hvad jeg mente om prostitution, men det er jeg ikke mere”, udtaler Malene Dietz til Information. ”Det burde være forbudt. Jeg tror ikke på, at man kan prostituere sig uden at blive mærket af det.”


Malene Dietz: Cocktailklubben. Politikens Forlag, 2010

er læst af bibliotekschef Mona Madsen