torsdag den 28. maj 2009

Ku du li Lisbeth Salander i Stieg Larssons bøger?


Ku du li Lisbeth Salander i Stieg Larssons bøger?

Så prøv at læse om andre seje, selvstændige og utilpassede strigler, som heller ikke lige udmærker sig ved at være dydsmønstre og som heldigvis er slagkraftige overlevere i en verden, hvor de er udset til at være ofre. Der må brydes nogle regler, og det går naturligvis heller ikke uden gode og mærkelige venner - og andre udkantseksistenser – men læs selv om:

Anna
Ender på en institution for narkomisbrugere. Hun har ikke tænkt sig at blive moralsk hjernevasket og flygter til Hr. Roos`s sommerhus. Hr Roos har også gjort oprør mod sit daglige trummerum og der udvikler sig et usædvanligt venskab og en god historie.

Camille
Tegner som en drøm, men er anorektisk og belastet af morens følelsesmæssige afpresninger. Hun overlever ved at gøre rent om natten og bor på et pulterrum. Hun finder sammen i et umage fælleskab af mennesker, som også har fået nogle gevaldige knubs af livet.

Sibylla
Er hjemløs og er rigtig god til at overleve i en besværlig dagligdag. Uheldigvis overværer hun et mord og nu er hun også eftersøgt for mord. Hun er tilsyneladende et nemt offer …..

Desiree
Betyder den ønskede, men det er hun nu ikke. Desiree er handicappet - kan hverken gå eller tale- men forstanden og viljen fejler ikke noget. Hun har skjulte evner og gør op med fortiden fra sin sygeseng på plejehjemmet.

Flood
Er på jagt efter en modbydelig børnemishandler. Hun får hjælp af privatdetektiven Burke og venner: Max – døvstum mongol, Michelle , transvestit og prostitueret og hunden Pansy en kæmpemæssig mastiff napolitano. Det lyder som et helt tegneserieunivers, men historien er skrevet på brændstoffet af en social indignation over børns vilkår.
Sam
En slagkraftig kunstner og livsnyder med en skarp tunge. Hun har appetit på mordgåder og attraktive mænd og er en sej overlever i storbyjunglen.
Lauren Henderson : Flydende planet

Bøgerne er læst af bibliotekar Helen Dreijer

fredag den 17. april 2009

The Dawn Patrol



Don Winslow: ”The Dawn Patrol”
Winslow er ny på dansk, men han har faktisk skrevet spændingsbøger siden 1991 og har haft så forskellige jobs som skuespiller, safariguide, privatdetektiv og filminstruktør .
Til året Krimimesse i Horsens fik han Palle Rosenkrantz-prisen, som gives for den bedste spændingsroman udgivet på dansk i 2008, for ”Frankie Machines vinter”. Bogen er på vej i en filmudgave med Robert deNiro.
”The Dawn Patrol” er hans seneste bog. Den er en utroligt spændende og samfundsmæssigt vedkommende roman fra det solbeskinnede Pacific Beach i Californien – berømt på grund af ”Beach Boys” sange.
Forfatteren er selv vokset op i et gangsterkvarter i San Diego, så han er godt klædt på til at fortælle historier fra området. Nu er det jo ikke alt sammen sol og sommer på Pacific Beach – det er vinter, og ”morgenholdets” skrappe surfere, som mødes hver morgen ved daggry, holder udkik efter den store bølge, som er ved at blive bygget op ude i oceanet. Og ikke nok med at bølgen er stor, den er monsterstor, så alle surfere med respekt for sig selv er i gang med at checke vejrudsigter og vokse brætterne. Boone Daniels er udover at være med på morgenholdet også privatdetektiv, så da han bliver shanghajet af en britisk advokat til en forsikringssag, er han ikke begejstret for at blive halet ud fra stranden …
Imidlertid er der også et andet morgenhold. Det består af små pigebørn ved jordbærmarkerne ved Oceanside - og det er en grum historie.
Don Winslow har flettet disse to historier sammen til en både underholdende, rå og glimtvis meget morsom beskrivelse af gangstere og surfere.
”The Dawn Patrol” er ikke oversat endnu , men kan lånes på amerikansk på Solrød Bibliotek.”Power of the dog” og ”The winter of Frankie Machine” kan også lånes.
På dansk findes:
”Frankie Machines vinter”, som handler om en hitman og ” I hundenes vold” – en stor bog, som handler om narkotrafik i Mexico –et aktuelt emne. Denne bog er meget ny og kan bestilles på biblioteket.
http://www.donwinslow.com/
Venlig hilsen Helen Dreijer

fredag den 13. februar 2009

Slumdog Millionaire / Hvem vil være milliardær?


Det vil den 18-årige tjener Ram Mohammed Thomas, der bor i et af Mumbais slumkvarterer, gerne. Og han får chancen som første deltager i den nye TV-quiz ”Hvem vil vinde en milliard” – mest fordi arrangørerne er sikre på, at han ikke kommer ret langt. De har nemlig slet ikke pengene til præmier endnu og skal først tjene penge inden der bliver råd til store gevinster.

Men utroligt nok klarer han sig igennem 12 særdeles svære ”Questions & Answers”! Det kan kun være snyd, mener arrangørerne, og Ram bliver omgående kastet i fængsel og brutalt afhørt. Netop som han er nedbrudt nok til at ville skrive under på, at han har snydt, stormer en kvindelig advokat ind og påtager sig forsvaret. I løbet af en nat fortæller han hende hele den fantastiske historie om, hvorfor han kunne svare, spørgsmål for spørgsmål. Og de tolv historier fører læseren rundt i mange afkroge af det moderne Indien. Han rummer ligesom sit navn Ram (hindu) Mohammed (islam) Thomas (kristendom) sammensatheden i den indiske kultur: er vokset op som forældreløs hos en katolsk præst, har været på børnehjem, været tjener hos både en diplomat og en skuespillerinde i Bollywood, arbejdet på støberi og været bartender foruden fungeret som guide i Taj Mahal. Han har rejst Indien rundt på flugt fra både gangstere og egne forbrydelser og har oplevet uretfærdighed, magtmisbrug, vold og rige menneskers arrogance. Men selv er han ikke blot godt socialt begavet, men er også igennem alle trængslerne forblevet et godt menneske, og det bliver hans lykke…

Bogen giver et underholdende og ironisk billede af det indiske samfunds afgrunde mellem rig og fattig og den alment menneskelige drøm om det held, der forandrer alt. Og interessant nok er den skrevet af en diplomat, ansat i udenrigsministeriet i New Delhi, med særligt ansvar for det indisk-pakistanske forhold.

Swarup, Vikas: Q & A - drengen, der havde svar på alt. Aschehoug, 2004

tirsdag den 10. februar 2009

The Likeness









Tidligere kriminalbetjent Cassie Maddox er ved at komme sig efter sin sidste mordsag, som hun er meget følelsesmæssigt påvirket af. (Den historie kan du læse i ”Skoven”). Hun bekæmper sin skræk for pludselige lyde ved skydetræningen, hvor hun er skarpskytte, og skjuler sin skrøbelighed og pludselige klodsethed for alle. Cassie har også en fortid som undercoveragent, som endte med, at hun blev stukket ned. Pludselig kommer chefen for undercovervirksomheden Frank Mackey tilbage på grund af et mystisk mord på en pige, der ligner Cassie så meget, at hendes kæreste Sam –som også er kriminalbetjent – får et chok, fordi han tror hun er død. Det viser sig, at den døde pige har taget Cassies undercovernavn Lexie Madison. Lexie bor sammen med fire andre universitetsstuderende i et smukt gammelt hus i landsbyen Glenskehy i omegnen af Dublin. Da kriminalbetjentene slet ikke kan komme til bunds i sagen, ender det med, at Cassie endnu en gang bliver til Lexie og vender tilbage til det idylliske kollektiv for at finde flere ledetråde i sagen. Hvordan kan det lade sig gøre? Bl.a. fordi Lexies kammerater har fået at vide, at hun har ligget i koma og har problemer med hukommelsen. Cassie får intensiv undervisning i Lexies livsførelse fra oplysninger og videoer fra forhør. Men – hvor længe kan Cassie spille rollen som sin dobbeltgænger? Og hvorfor og hvordan har Lexie fået fat på Cassies undercovernavn?
Det er en rigtig god historie om psykisk forførelse, følelsesmæssige tab, kammeratskab og hvor langt trofastheden holder. Det er også en spændende kriminalroman, for hvem slog Lexie ihjel? Var det en kæreste udefra eller en af kammeraterne inde i kollektivet?

Den danske udgave er på vej og hedder ”Ligheden”, Den er ikke udkommet endnu, men kan forudbestilles. Den engelske udgave kan allerede nu lånes på Solrød Bibliotek.

mandag den 5. januar 2009

Tyvenes by af David Benioff



David Benioff har her skrevet en dejlig bog. En meget anderledes historisk roman. En roman med masser af humor og lune trods de alvorlige rammer: 2. Verdenskrig – Leningrad (Piter) er belejret af tyskerne og frygtelig kulde og sult er dagligdag for de tilbageblevne indbyggere.

17-årige Lev bliver arresteret, da han overtræder udgangsforbuddet for at plyndre en død tysk soldat. I fængslet møder han den fandenivoldske Kolja, der er beskyldt for at desertere. Begge kan se frem til dødsstraf, men en oberst giver dem et overraskende tilbud: Find et dusin æg til oberstens datters bryllupskage inden der er gået en uge – eller dø.
Det bliver starten på et større og livsfarligt drama, der bringer de to unge mænd i kløerne på både russiske kannibaler og den tyske besættelsesmagt. Kampen for overlevelse er hård, og at finde 12 æg i det krigshærgede område er selvsagt en nærmest umulig opgave.

Det er forfatteres bedstefars oplevelser, der ligger til grund for ”Tyvenes by” og selv de mest blodige oplevelser gengives med en lune, underfundighed og inderlighed, der gør bogen svær at lægge fra sig.
Reserver Tyvenes by

lørdag den 29. november 2008

Farvel til "Sommer"




Vi glæder os alle til at se slutningen på Sommer. Vi har levet med familiemedlemmerne i TV-serien igennem 2 sæsoner - forår og efterår- og vil komme til at savne dem!


Serien har fået os alle til at tale åbent om alzheimers sygdom. I frokoststuer landet over går snakken og ALLE kan komme med triste eller sjove historier om familiemedlemmer med den frygtede sygdom.

Fredag aften i REIMERS på DR 1 havde Bo Reimer inviteret Lars Lilholt, der meget smukt fortalte om, at hans mor havde alzheimers og at han havde skrevet et sang til hende. I Hanne- Vibeke Holst sidste bog Dronningeofret er der også en meget indlevende beskrivelse af en snigende demens. Listen over seriøse indslag i medierne er lang.

Serien Sommer har rystet et tabu og gjort sygdommen alzheimers synlig.

For dem, der vil vide mere om alzheimers og demens, enten de er pårørende eller ej, har biblioteket mange gode bøger om emnet både faglitteratur og biografier om personer der har haft sygdommen inde på livet

Et lille udvalg af bøgerne kan ses her:

Forstå demens / redaktion: Steen G. Hasselbalch, Nils Engelbrecht, Ole Thage ; redaktion og forfattere: Steen G. Hasselbalch ... [et al.]

Året med tusind dage
Biografi af Berit Degnæs Forfatteren fortæller om sit og sin mands liv efter at han blev ramt af Alzheimers sygdom.

Rose Götte: Alzheimer - hvordan kan vi hjælpe? : en familie lærer at forholde sig opfindsomt til sygdommen

fredag den 21. november 2008

Anstødelige scener kan forekomme

Der er noget du skal vide…”
Det er en ildevarslende sætning. Det, man skal vide, er sjældent noget man har lyst til at få at vide.
Og sådan er det også i denne roman. ”Noget” har bygget sig op over lang tid inden i den dominerende hovedperson, jeg-fortælleren Jakob: en bristefærdig byld af irritation og modvilje - over for Maria, som har været hans kæreste i toethalvt år, og over hele det skuespil, som han halvhjertet har ageret i – i rollen som den ene part i et smukt og overbevisende voksenpar.

I Jakobs indre monolog syder og bobler det af frustration og uforløste længsler, indtil den dag, hvor vulkanen ikke længere kan holdes nede. ”Jeg synes du skal vide at det er slut. Mellem os.”

Allerede inden det udbrud har Jakob længe haft problemer med den kogende lava af indre impulser, som hele tiden søger vej ud af nye sprækker i hans kontrollerede overflade.
Siddende i den pæne sofagruppe over for Maria har han ikke skrevet på sine skoleopgaver, men chattet – f.eks. med ”BiFyr på 29”, som Jakob fortalte at han er uerfaren, lærenem og meget, meget nysgerrig. På det tidspunkt kunne Jakob stadig overbevise sig selv om, at det ikke handlede om utroskab, men et ubetydeligt korrektiv til deres perfekte samliv. Men hen ad vejen, mens fantasierne antager mere og mere kødelige former, opsluges han i den grad af drifternes grænseløse og turbulente univers, at parforholdets facade med Maria fremstår mere og mere hul.

Så Jakob bryder ud og finder sin umiddelbare forløsning sammen med den charmerende, samvittighedsløse og sexuelt altædendeThomas.
Jakob finder hurtigt ud af, at han vil andet og mere end Thomas. Jakob ønsker også følelsesmæssig nærhed, forpligtelse, tryghed, ja: kærlighed …
Men det han får – det eneste Thomas vil give – er nøgen sex. Udfordring og overskridelse af grænser. Kynisk udnyttelse. Kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed…

Jakob er ikke den eneste hovedperson i bogen. Vi hører også om hans lærer på VUC, Elisa, som er hemmeligt forelsket i Jakob, men kolliderer fatalt med Thomas. Og lidt om andre personer, de krydser i deres skæbnesvangre søgen.

Der er ingen forsonende slør over skildringerne her i bogen – som en anmelder advarende skrev: Anstødelige scener kan forekomme!

Men bogen er skrevet med en så overrumplende sprogglæde og dynamik, at anstødet udebliver - eller i hvert fald mildnes til det tålelige. Personbeskrivelserne er præcise og indlevede, og groteske situationer skildres med humor, ironi og farverig fantasi.
Det er råt, men det er også blødt. Stærke sager, ja - men langt fra den følelseskolde og kommercielle pornogenre. Særligt imponerende er det, hvordan en kvindelig fortæller kan beskrive sexuelle møder mellem mænd, så man som heterosexuel kvinde næsten får lyst til at være bøsse …

Janni Olesen fik på bogmessen Danske Banks Debutantpris. Den giver 50.000 kr. + en hel del nyttig PR... Ovenstående er en del af min tale ved prisoverrækkelsen.