Martin Kongstads bog handler om en gruppe mennesker – venner, bekendte - et løst koblet netværk, som er knyttet sammen af en fælles baggrund. De er børn af intellektuelle 68’ere, som gjorde oprør ved at udfordre autoriteter og seksualmoral og forkaste kapitalismen. De valgte i stedet socialismens drøm om fællesskab og bekymrede sig om krigsramte og undertrykte folkeslag i hele verden – gerne langt væk. På den etiske og principielle front solidariserede de sig med den hjemlige arbejderklasse, men Ishøj og Tingbjerg levede ikke op til de æstetiske fordringer, så derfor var 68’erne nødt til at lade børnene vokse op med ligestillede i Kartoffelrækkerne og gå sammen på Bernadotteskolen.
Da 68’ernes børn blev voksne, gjorde de naturligvis også oprør. De skrottede forældrenes ideer om fællesskab og blev til den selvcentrerede ”generation X”. De var flasket op med bevidstheden om at tilhøre den kulturelle elite, og i starten af det nye årtusinde, hvor Kongstads noveller udspiller sig, har de gjort karriere i den eskalerende højkonjunkturs kulturelle elite: medier, kultur, reklame…
Den gennemgående fortæller i de 7 noveller er journalisten Mikkel Vallin, som skriver livsstilartikler om raffineret gastronomi. ”Mad er for os, hvad socialisme var for halvfjerdserne”, erklærer han. Hedonismen er den herskende filosofi i omgangskredsen, hvor holdninger kun er noget man har til ting, der ikke for alvor betyder noget for en, og hvor selviscenesættelse er vigtigere end reelt livsindhold. Man dyrker det nøje afvejede uprætentiøse som adelsmærke. Penge er ikke noget man demonstrerer - kapitalen skal være kulturel. Kynisme og ironi er omgangstonen - og hvis en naiv opkomling, der midlertidigt har fået lov til at færdes i kredsen, bryder de uskrevne regler og roller, f.eks. ved uden filter at lægge sine ægte følelser frem, så er han med øjeblikkeligt stiltiende forståelse dømt ude.
Mikkel Vallin færdes i det selvfede kultur-aristokrati som en halvhjertet insider, der føler sig hævet over den hulhed og tomhed, han registrerer. I starten er han blot den nøgterne betragter, men efterhånden opfatter han sig selv som muldvarpen – forræderen, der opretholder sin position i et samfund, han ikke længere kan identificere sig med. Og i bogens kronologiske forløb bliver det tydeligt både for ham og for læseren, at den overfladiske livsstil har ført ham over en lang række svigt og brudte broer til en desillusioneret tomhed.
Martin Kongstad er selv rundet af samme miljø, som han beskriver, og han afdækker fuldstændig suverænt de sofistikerede koder som holder gruppen sammen. En anmelder mener, at Kongstad "skider i egen rede". Meget rammende kalder forlaget bogen ”en selvmordsbombe i den kreative klasse”. Selvmordsbomber skal man ikke spøge med. Men i dette tilfælde, hvor det ikke er menneskeliv, men selvrespekt og anerkendelse, der er på spil, bliver man fortrinligt underholdt, mens sprængstoffet lægges frem, og bomben armeres.
Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav. People's Press.
Bogen fik Danske Banks Debutantpris på bogmessen i november 2009.
Da 68’ernes børn blev voksne, gjorde de naturligvis også oprør. De skrottede forældrenes ideer om fællesskab og blev til den selvcentrerede ”generation X”. De var flasket op med bevidstheden om at tilhøre den kulturelle elite, og i starten af det nye årtusinde, hvor Kongstads noveller udspiller sig, har de gjort karriere i den eskalerende højkonjunkturs kulturelle elite: medier, kultur, reklame…
Den gennemgående fortæller i de 7 noveller er journalisten Mikkel Vallin, som skriver livsstilartikler om raffineret gastronomi. ”Mad er for os, hvad socialisme var for halvfjerdserne”, erklærer han. Hedonismen er den herskende filosofi i omgangskredsen, hvor holdninger kun er noget man har til ting, der ikke for alvor betyder noget for en, og hvor selviscenesættelse er vigtigere end reelt livsindhold. Man dyrker det nøje afvejede uprætentiøse som adelsmærke. Penge er ikke noget man demonstrerer - kapitalen skal være kulturel. Kynisme og ironi er omgangstonen - og hvis en naiv opkomling, der midlertidigt har fået lov til at færdes i kredsen, bryder de uskrevne regler og roller, f.eks. ved uden filter at lægge sine ægte følelser frem, så er han med øjeblikkeligt stiltiende forståelse dømt ude.
Mikkel Vallin færdes i det selvfede kultur-aristokrati som en halvhjertet insider, der føler sig hævet over den hulhed og tomhed, han registrerer. I starten er han blot den nøgterne betragter, men efterhånden opfatter han sig selv som muldvarpen – forræderen, der opretholder sin position i et samfund, han ikke længere kan identificere sig med. Og i bogens kronologiske forløb bliver det tydeligt både for ham og for læseren, at den overfladiske livsstil har ført ham over en lang række svigt og brudte broer til en desillusioneret tomhed.
Martin Kongstad er selv rundet af samme miljø, som han beskriver, og han afdækker fuldstændig suverænt de sofistikerede koder som holder gruppen sammen. En anmelder mener, at Kongstad "skider i egen rede". Meget rammende kalder forlaget bogen ”en selvmordsbombe i den kreative klasse”. Selvmordsbomber skal man ikke spøge med. Men i dette tilfælde, hvor det ikke er menneskeliv, men selvrespekt og anerkendelse, der er på spil, bliver man fortrinligt underholdt, mens sprængstoffet lægges frem, og bomben armeres.
Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav. People's Press.
Bogen fik Danske Banks Debutantpris på bogmessen i november 2009.
