Sort pige i køligt hvidt velfærdssamfund

Som 14-årig kommer ”Lille Bi” til England. Hun er flygtet fra Nigeria, hvor hendes liv var i alvorlig fare, og det engelske svar på denne udfordring er at spærre hende inde i et asylcenter. Her lærer hun i løbet af to år et perfekt engelsk ved at se BBC og læse seriøse dagblade. En dag sker der en administrativ fejl på asylcenteret, og Lille Bi lukkes ud i verden uden andet end hvad hun går og står i. Men hun har et kørekort med oplysninger om en engelsk mand, hvis vej krydsede hendes i Nigeria, og ham opsøger hun. Inden hun når frem, har han dog taget livet af sig – og gennem hans kones og Lille Bis fortællinger får vi den grusomme baggrundshistorie…

Bogen er rørende, morsom, rystende og tankevækkende.
Den handler ikke bare om gruopvækkende afrikanske konflikter og overgreb, men også om hvor langt vi velmenende vesterlændinge vil gå for at sætte handling bag vores etiske principper. Og om, hvordan en uskyldig, men tænksom pige fra et ”primitivt” land kan opfatte vores asylsystem som nidkært og følelseskoldt.

Forfatteren Chris Cleave arbejder til daglig for avisen The Guardian, men har tidligere arbejdet på et asylcenter, og det engelske systems måde at behandle asylansøgere på gjorde så stort et indtryk, at han senere skrev “Den anden hånd”.

Chris Cleave: Den anden hånd. Hr. Ferdinand, 2009

er læst af bibliotekschef Mona Madsen

Hvid pige i sort kaos

Samantha er 15 år, da hendes fortælling starter. Hun er engelsk, men har siden hun var 3 år boet i Tanzania sammen med storesøsteren Alison og deres forældre, der driver et lille og skrantende turisthotel. Samantha og hendes søster er begge anbragt på en international kostskole, men i bogens start går Alison ud af skolen og satser med held på at finde en rig mand, der kan give hende en god tilværelse. Samantha er for ung til denne udvej, og i stedet gør hun oprør ved at bryde alle de regler, hun kan komme i nærheden af. Hun indleder en selvdestruktiv spiral af pjæk, druk, eksperimenter med sex og stoffer i jagten på opmærksomhed, venskab og kærlighed, men opnår hovedsageligt disciplinærstraffe, afvisninger eller udnyttelse, bortvisninger… Også forældrene svigter. Moderen er sunket ned i alkoholtåger og rejser snart hjem til England – faderen, der også er lejesoldat, forsømmer hotellet til fordel for sine skumle affærer – kun søsteren og et par skolekammerater er lyspunkter i de tre år, bogen spænder over. Det gennemgående budskab, som træder klart igennem, er at de internationale, sammenbragte børn er splittede og rodløse. De føler sig som afrikanere, men betragtes af de indfødte som en fremmed og uvelkommen overklasse.

Det er en medrivende, realistisk og barsk historie, placeret i 1980’ernes Tanzania, hvor Ejersbo selv boede i en del af sin opvækst, og hvor korruption, fattigdom og konflikter danner bagtæppet. Trilogien ”Eksil”, ”Revolution” og ”Liberty” blev desværre de sidste værker, vi fik fra Jakob Ejersbo, der døde 40 år gammel i 2008.

Jakob Ejersbo: Eksil. Gyldendal, 2009 - er læst af bibliotekschef Mona Madsen

Lillebror blev gemt i skabet

Det var ikke de tyske besættelsestropper, men det almindelige franske politi, som i juli 1942 med magt indsamlede 13.152 parisiske jøder - heraf 4.115 børn. De blev under umenneskelige forhold stuvet sammen på Vél’d’Hiver, den store vintercykelbane, inden de på godstog blev ekspederet til en lejr i Nordfrankrig og herfra videre til udryddelseslejre i Tyskland.

En stor del af de deporterede børn var vokset op i Frankrig og havde ingen bevidsthed om at være anderledes – men i månederne forinden havde de mærket, hvordan skolekammerater, naboer og andre som de følte sig trygge ved, pludselig tog afstand fra dem eller ligefrem udstødte dem.

Det gjaldt også denne bogs hovedperson, den 10-årige Sarah, der sammen med sine forældre bliver hentet, bl.a. af den flinke, rødhårede politibetjent, som hun ofte har snakket med. Og naboerne ser – for de flestes vedkommende – til med slet skjult skadefryd; kun en enkelt tør protestere. Men Sarah kan ikke forestille sig, at der vil ske dem noget ondt. Måske skal de bare registreres, og så kommer de hjem igen? Og for at beskytte sin 4-årige lillebror mod tumulten, låser hun ham af vejen i et hemmeligt skabsrum i lejligheden, giver ham noget legetøj og mad med derind og lover hurtigt at komme tilbage og læse historie for ham. Nøglen til skabet tager hun med…
Bogen veksler i små kapitler mellem Sarahs historie og journalisten Julias fortælling. Julia er amerikaner, gift med en franskmand, og i 2002 får hun i anledning af 60-årsdagen af sit internationale magasin til opgave at skrive om den skamplet på Frankrigs historie, som "Vel d’Hiv"-opsamlingen var – noget, som den unge franske generation ikke har hørt meget om. Under researchen viser det sig, at hendes svigerfamilie bebor den lejlighed, som Sarah boede i, og nu bliver hun personligt endnu mere involveret i afdækningen af hvad der skete i juli 1942 og årene derefter – og hvad der blev af Sarahs familie.
Det er en gribende, intens historie om menneskelig ondskab – men også om tro, håb og kærlighed.
Tatiana de Rosnay: Sarahs nøgle. Bazar, 2008 - er læst af bibliotekschef Mona Madsen.

En selvmordsbombe i den kreative klasse

Martin Kongstads bog handler om en gruppe mennesker – venner, bekendte - et løst koblet netværk, som er knyttet sammen af en fælles baggrund. De er børn af intellektuelle 68’ere, som gjorde oprør ved at udfordre autoriteter og seksualmoral og forkaste kapitalismen. De valgte i stedet socialismens drøm om fællesskab og bekymrede sig om krigsramte og undertrykte folkeslag i hele verden – gerne langt væk. På den etiske og principielle front solidariserede de sig med den hjemlige arbejderklasse, men Ishøj og Tingbjerg levede ikke op til de æstetiske fordringer, så derfor var 68’erne nødt til at lade børnene vokse op med ligestillede i Kartoffelrækkerne og gå sammen på Bernadotteskolen.

Da 68’ernes børn blev voksne, gjorde de naturligvis også oprør. De skrottede forældrenes ideer om fællesskab og blev til den selvcentrerede ”generation X”. De var flasket op med bevidstheden om at tilhøre den kulturelle elite, og i starten af det nye årtusinde, hvor Kongstads noveller udspiller sig, har de gjort karriere i den eskalerende højkonjunkturs kulturelle elite: medier, kultur, reklame…

Den gennemgående fortæller i de 7 noveller er journalisten Mikkel Vallin, som skriver livsstilartikler om raffineret gastronomi. ”Mad er for os, hvad socialisme var for halvfjerdserne”, erklærer han. Hedonismen er den herskende filosofi i omgangskredsen, hvor holdninger kun er noget man har til ting, der ikke for alvor betyder noget for en, og hvor selviscenesættelse er vigtigere end reelt livsindhold. Man dyrker det nøje afvejede uprætentiøse som adelsmærke. Penge er ikke noget man demonstrerer - kapitalen skal være kulturel. Kynisme og ironi er omgangstonen - og hvis en naiv opkomling, der midlertidigt har fået lov til at færdes i kredsen, bryder de uskrevne regler og roller, f.eks. ved uden filter at lægge sine ægte følelser frem, så er han med øjeblikkeligt stiltiende forståelse dømt ude.

Mikkel Vallin færdes i det selvfede kultur-aristokrati som en halvhjertet insider, der føler sig hævet over den hulhed og tomhed, han registrerer. I starten er han blot den nøgterne betragter, men efterhånden opfatter han sig selv som muldvarpen – forræderen, der opretholder sin position i et samfund, han ikke længere kan identificere sig med. Og i bogens kronologiske forløb bliver det tydeligt både for ham og for læseren, at den overfladiske livsstil har ført ham over en lang række svigt og brudte broer til en desillusioneret tomhed.

Martin Kongstad er selv rundet af samme miljø, som han beskriver, og han afdækker fuldstændig suverænt de sofistikerede koder som holder gruppen sammen. En anmelder mener, at Kongstad "skider i egen rede". Meget rammende kalder forlaget bogen ”en selvmordsbombe i den kreative klasse”. Selvmordsbomber skal man ikke spøge med. Men i dette tilfælde, hvor det ikke er menneskeliv, men selvrespekt og anerkendelse, der er på spil, bliver man fortrinligt underholdt, mens sprængstoffet lægges frem, og bomben armeres.

Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav. People's Press.
Bogen fik Danske Banks Debutantpris på bogmessen i november 2009.

”Walker & datter”

Bestsellerforfatteren Kate Jacobs er canadier – men har haft en stor del af sit arbejdsliv i New York inden for forlags- og tv branchen. Hun øser af sine erfaringer med at danne netværk med kvinder – en god ting, når man for kort tid siden er kommet ind med firetoget, og familien nu ikke lige er der.

”Walker & datter” er hendes romandebut og er blevet godt modtaget. Den hedder egentlig ” The Friday night knitting club”. Fredagsklubben er en kreds af kvinder, som mødes hver uge i strikkeforretningen ”Walker og datter”, som ligger på Manhattan i New York. Ejeren Gloria har med et sejt træk og gode ideer fået forretningen til at løbe rundt – og er et levende eksempel på at ”nød lærer nøgen kvinde at spinde”, da hun blev forladt af sin datters far, inden pigen blev født. Hun er også omdrejningspunkt for fredagsklubben, som består af en broget flok kvinder fra hendes datter Dakota på 12 år til hendes ven og støtte Anita på 72 år.
Gruppen består både af erfarne strikkere og håbløse nybegyndere. Det dog er de personlige venskabsforhold - som bliver strikket sammen om fredagen - som er bogens tyngdepunkt.
Så man behøver ikke at interessere sig for at strikke for at læse bogen.

Lige som et strikketøj udvikler sig, bliver de forskellige livsfaser beskrevet med ret store kriser som pubertet, graviditet, sygdom og død.

Det er ikke nogen ”tudehistorie” - den både livsklog, skæg og rørende – og befolket med nogle personligheder med kanter.

Hvis man kan lide at strikke er den ekstra god og skulle man få lyst til at lære det ---

Walker & Datter

Kate Jacobs har skrevet efterfølgerne
”Knit Two”
”Knit the Season”
Som ikke er oversat endnu.
Solrød Bibliotek køber hele serien på amerikansk

Bogen er læst af Helen Dreijer

Hvem skød egentlig Olof Palme – og hvorfor?

De svenske krimiforfattere læses flittigt af danske læsere, og med god grund. En af de rigtig fremragende er Leif G.W. Persson. Han kommer med et bud på, hvad der skete omkring Palmemordet og hvorfor – og hvem der var indblandet - i serien Palmetrilogien. Det er virkelig interessant læsning, fordi man jo aldrig har fundet ud af hvem , der skød den svenske statsminister Olof Palme i 1986. Leif Persson er kriminolog og professor ved Rikspolitistyrelsen i Stockholm, så han er godt klædt på til at analysere sagen – men hverken hans kriminalromaner eller fremtræden er særskilt akademiske! Det kunne man opleve ved Krimimessen i Horsens, hvor publikum morede sig kongeligt, da han blev interviewet.
Persson koncentrerer sig om det såkaldte “polisspår” – politisporet - i Palme-efterforskningen. Det består af en række vidneudsagn som tyder på at et antal højreradikale og voldsfikserede politimænd ved Norrmalms-politiet i Stockholms politikreds på en eller anden måde var indblandet i attentatet. I gaderne og kvarteret omkring mordpladsen vrimlede det med mærkeligt optrædende civilpersoner med walkie-talkies og mystiske politibiler. Efterforskningslederne og de juridiske anklagere har forsøgt at dysse alle fakta og oplysninger omkring politisporet ned, men Persson viser på en spændende måde, hvorfor denne konspirationsteori er absolut sandsynlig. Læseren får et godt indblik i svensk efterkrigshistorie og en noget gennemhullet neutralitetspolitik i disse tre kriminalromaner.
Velfærdssverige, og politietaten får sig en barsk men kærlig overhaling. Forfatteren giver nogle ustyrligt morsomme og nærværende portrætter af både helte og røvere i det svenske politikorps, garneret med de mest overdådige måltider.
Jeg morede mig godt og følte mig udfordret af disse tre jordnære, skarpe og vittige kriminalromaner, og man er hele tiden spændt på hvilken ny drejning historien tager. Bøgerne vil blive filmatiseret af Nordisk Film.

Palmetrilogien er læst af Helen Dreijer

1. Mellem sommerens længsel og vinterens kulde
2. En anden tid et andet liv
3. Falder frit som i en drøm

Tal tegnsprog med din baby

Er der noget mere frustrerende, end når ens lille barn forsøger at fortælle én noget, og man så ikke kan forstå, hvad det er, det vil sige?

Så ville det måske være en god ide at kigge nærmere på ”Tegn til tale”-systemet. I børnebiblioteket på Solrød Bibliotek har vi netop anskaffet dels en dvd og dels en bog, der begge handler om at lære sin baby at tale med hænderne, så man kan kommunikere før barnet kan tale.

DVD`en hedder Tal med tegn 1 og er beregnet til at bruge sammen med børn fra 6 mdr. til 3 år. Den indeholder emner som familie, spisning, leg, aftenritualer og sange, og tegnene dækker f.eks. mor og far, mere, bog, tandbørstning og sove. Fordelen ved en dvd er, at man kan se bevægelsen i tegnet – at man børster tænder eller åbner en bog. Det er tegnsprogstolk Elisabeth Holm Hansen, der binder det hele sammen og synger sange med tegn, som er lette at gøre efter.

Bogen hedder Små fingre fortæller og er skrevet af Mie Raunsmed Svane. Hun fortæller i forordet, at hun er døv og har kunnet tegnsprog fra barnsben. Hendes mand er hørende, og derfor er deres børn blevet præsenteret for både tale- og tegnsprog, og de har kunnet udtrykke sig ved hjælp af tegnsprog, allerede fra de var omkring halvandet år gamle.

Efter forordet kommer der et afsnit, der hedder Brug af bogen, og det skal man lige give sig tid til at læse, inden man går videre til siderne med historien og tegnene. Her følger vi Tot og hans familie og hund i hverdagssituationer, og der er f.eks. et billede af mor og far og de tilsvarende tegn på samme side. Bag i bogen er der en Babytegnordbog med over 70 tegn. Bogen kan bruges som en instruktiv bog med anvisninger til forældre, som en pegebog til de mindste og som et pædagogisk materiale til folk, der arbejder med (små)børn. Både billedbogen og dvd’en kan findes i børnebibliotekets pædagogiske samling.

Svane, Mie Raunsmed: Små fingre fortæller. Billedbog. Rosinante, 2008.
13.43 Tal med tegn. 1: Derhjemme. DVD. Mango Baby, 2008

er anbefalet af børnebibliotekar Bente Jensen, Solrød Bibliotek