fredag den 16. september 2011

Dunkle politikerhemmeligheder


Midt i valgstemningen kan jeg anbefale en roman, som giver et fascinerende indblik i hvordan intriger spindes og magtkampe udkæmpes i et helt almindeligt dansk parti.

Den kvindelige formand for Arbejderpartiet, Ulla Bjerg-Petersen, glæder sig til det nært forestående valg, hvor hun håber at vippe den siddende statsminister af pinden. Men netop som valget udskrives, bliver hun kontaktet af en afpresser, som forlanger 1 million euro for ikke at afsløre, hvordan hun i sin tid vandt formandsvalget gennem massiv valgsvindel … Den tabende fløj i partiet står klar til at vælte hende. Og samtidig afslører et skandaleblad, at billedet af hendes perfekte familieliv har en alvorlig revne. Der kræves strid kamp og skarpe kløer på alle fronter, og jeg synes at bogen hele vejen igennem er både underholdende, spændende og uhyggeligt troværdig!

Nogle anmeldere har ment, at det er en nøgleroman, fordi forfatteren tidligere har arbejdet som international sekretær på det socialdemokratiske partikontor gennem seks år, men det afviser hun selv – og for en læser som mig, der ikke færdes i de højere politiske cirkler, fungerer bogen fint uden at man behøver at ”oversætte” personerne til virkelige politikere.

Hvis du kunne lide TV-serien ”Borgen” – eller Hanne-Vibeke Holst’s romaner om ”kronprinsessen”, vil dette med sikkerhed være guf for dig. Men også andre med interesse for det politiske spil og spin vil kunne nyde den – og lære noget.

Anne Sofie Allarp: Falske Stemmer. People’s Press. 2011

er læst af bibliotekschef Mona Madsen