tirsdag den 23. oktober 2007

Brasiliansk film, der skal ses!

Rio de Janeiro er andet end karneval og Copacabana. Filmen ”City of God” skildrer den skyggeside, som er hverdag for mange børn, der er vokset op i slummen.

Historien centrerer sig især om den psykopatiske skydegale Ze Pequeno, der drømmer om en karriere som mafioso (og den får han i den grad), hans mere sympatiske og diplomatisk anlagte tro følgesvend Bene, og ikke mindst fortælleren Buscape, der trods alle odds får og griber chancen for at slippe ud af slummen.

"City of God" er en barsk omgang, hvor børn nådesløst henretter børn, men filmen krænger aldrig over til at være et usmageligt blodbad. Det er svært at forestille sig 7-8-årige narkopushere hænge på gadehjørnerne med en pistol i hånden, men ikke desto mindre er filmen baseret på virkelige personer og hændelser, og mange af rollerne er faktisk spillet af børn fra slummen. Det kan du læse mere om på filmens officielle hjemmeside.

Udover masser af action er filmen skruet godt sammen med mange detaljer i en collage af selvsagt voldsomme historier, hvor vi stifter bekendtskab med et stort persongalleri uden, at den røde tråd tabes.

Det er en film med mange flotte anmeldelser i bagagen, og man kan sagtens se den flere gange uden at kede sig.

Et udpluk af anmeldelser: Filmz.dk, CinemaZone.dk, Dagbladet.no, BBC og Guardian.

fredag den 5. oktober 2007

Hør Nightwish's nye cd på nettet

Fans har længe ventet på Nightwish's nyeste udspil "Dark Passion Play", hvor den nye forsanger Anette Olzon introduceres.

Man kan desværre ikke af lovmæssige årsager låne nye cd'er på biblioteket, før de har været i handlen i 4 måneder. Her er nettet vores redning, da du helt lovligt og gratis kan lytte til "Dark Passion Play" i fuld længde hos MP3.com.

Jeg har ikke lyttet hele CD'en igennem endnu, men indtil videre har det været en positiv oplevelse med flere hårde elementer, end deres lige lovlig poppede første single "Amaranth" lagde op til. Du kan se video'en til "Amaranth" herunder:



Læs også anmeldelser af "Dark Passion Play" hos METAL[zone] og Aftenposten.no

onsdag den 3. oktober 2007

Biblioteket har fået en ny emnepjece om graphic novels. Altså tegneserier som er lidt længere og minder lidt mere om bøger end de mere ”almindelige” tegneserier med Tintin og Asterix.

Emnepjecen er lavet af Thomas Thorhauge som selv laver tegneserier og han har en utrolig stor viden om området og i øvrigt er fantastisk god til at inspirere og begejstre folk til at prøve kræfter med en graphic novel.

Jeg selv har aldrig rigtigt brudt mig om tegneserier, som jeg enten syntes var for kortfattede til rigtigt at byde på noget indhold, eller med så meget tekst at jeg tænkte at jeg jo lige så godt kunne læse en ”rigtig” bog i stedet.

Men så gik jeg i biografen og så Sin City filmen baseret på Frank Millers serie af graphic novels
(Sin City, Sin City - sex, sprut & skydere, Sin City - Det gule svin, Sin City - Det store fede opgør; Sin City - En dødbringende dame). Det fik virkeligt mine øjne op for genrens muligheder og viste mig at den rent faktisk havde noget at byde på.

Siden har jeg pløjet mig igennem det meste af hvad der er kommet på dansk og blandt mine absolutte favoritter er Ghost World af Daniel Clowes om to teenagepiger i en amerikansk by, der driver rundt og prøver at finde meningen med tilværelsen, samt V for Vendetta , der er en fremtidsfortælling om et totalitært styre i England og en mystisk maskeret frihedskæmper.

Men der er også masser af andre fantastisk gode graphic novels. Dem kan du læse om hvis du enten downloader emnepjecen i pdf-format eller henter selve pjecen på biblioteket (og som iøvrigt er betydeligt flottere end den du kan downloade).

Har du lyst til at diskuterer graphic novels og tegneserier med andre har http://www.litteratursiden.dk/ netop oprettet en læseklub omkring emnet
Du kan også få mere at vide om graphic novels ved at læse på wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/Graphic_novel