onsdag den 14. juli 2010

Om tjenestefolks karakter og adfærd


15-årige Bessy er i 1863 på flugt fra den skotske havneby Glasgow og sin barske fortid som barneprostitueret. På vej til Edinburgh kommer hun forbi et forfaldent herresæde, hvor man akut mangler en tjenestepige, og selv om Bessy hverken har erfaringer eller anbefalinger - og i øvrigt er iført en ret upassende knaldgul kjole med små knapper og atlaskessløjfer - får hun jobbet.

Bessy bliver hurtigt meget betaget af husets frue, som er meget venlig imod hende, samtidig med at hun udsætter Bessy for mærkelige øvelser og psykologiske prøver. Da fruen finder ud af, at Bessy kan læse og skrive, får Bessy udleveret en lille bog hvor hun skal nedfælde sine inderste tanker. Dissse optegnelser, der udvikler sig hen ad vejen fra at være meget simple notater til at være velskrevne og nuancerede beretninger, følger vi også som læser, og de giver et ualmindeligt fascinerende billede af en kvik og bramfri pige, som efter en hård og kærlighedsløs opvækst er godt rustet til at møde en bedragerisk verden…

Efter nogen tid opdager Bessy, at hun og hendes optegnelser er objekt for fruens iagttagelser, som sammen med de psykologiske eksperimenter skal danne baggrund for et værk om tjenestefolks karakter og adfærd, og Bessy beslutter at tage hævn ved at lade som om en tidligere meget værdsat, men mystisk afdød tjenestepige (hvis mange lovpriste dyder Bessy er jaloux på) spøger i huset. Men alt går ikke som planlagt, og inden længe har Bessy mistet kontrollen over sine intriger…

Bogen er spændende, morsom og lidt uhyggelig – og giver et overbevisende billede af hvordan en fattig piges vilkår i et nådesløst klassesamfund kunne være for bare et par hundrede år siden. Rigtig dejlig sommerlæsning!

Jane Harris: Iagttagelserne. Borgen, 2007

Ingen kommentarer: