onsdag den 3. oktober 2007

Biblioteket har fået en ny emnepjece om graphic novels. Altså tegneserier som er lidt længere og minder lidt mere om bøger end de mere ”almindelige” tegneserier med Tintin og Asterix.

Emnepjecen er lavet af Thomas Thorhauge som selv laver tegneserier og han har en utrolig stor viden om området og i øvrigt er fantastisk god til at inspirere og begejstre folk til at prøve kræfter med en graphic novel.

Jeg selv har aldrig rigtigt brudt mig om tegneserier, som jeg enten syntes var for kortfattede til rigtigt at byde på noget indhold, eller med så meget tekst at jeg tænkte at jeg jo lige så godt kunne læse en ”rigtig” bog i stedet.

Men så gik jeg i biografen og så Sin City filmen baseret på Frank Millers serie af graphic novels
(Sin City, Sin City - sex, sprut & skydere, Sin City - Det gule svin, Sin City - Det store fede opgør; Sin City - En dødbringende dame). Det fik virkeligt mine øjne op for genrens muligheder og viste mig at den rent faktisk havde noget at byde på.

Siden har jeg pløjet mig igennem det meste af hvad der er kommet på dansk og blandt mine absolutte favoritter er Ghost World af Daniel Clowes om to teenagepiger i en amerikansk by, der driver rundt og prøver at finde meningen med tilværelsen, samt V for Vendetta , der er en fremtidsfortælling om et totalitært styre i England og en mystisk maskeret frihedskæmper.

Men der er også masser af andre fantastisk gode graphic novels. Dem kan du læse om hvis du enten downloader emnepjecen i pdf-format eller henter selve pjecen på biblioteket (og som iøvrigt er betydeligt flottere end den du kan downloade).

Har du lyst til at diskuterer graphic novels og tegneserier med andre har http://www.litteratursiden.dk/ netop oprettet en læseklub omkring emnet
Du kan også få mere at vide om graphic novels ved at læse på wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/Graphic_novel

Ingen kommentarer: