Skotsk krimi når det er bedst

På det seneste er jeg blevet temmelig afhængig af skotske Ian Rankin's krimier om kriminalkommissær John Rebus, der har hjemme i Edinburgh.

Det er nemt at forfalde til at kalde antihelten John Rebus for en kliché, men han vækker sympati i Rankin's sublime blanding af barsk humor, følsomhed, skyldfølelse og desillusion.

Rebus er fraskilt og har en datter, som han ikke ser så meget til. Han taler ikke om sine følelser, selv om de lurer under overfladen, eller de dystre minder, der forfølger ham, men forsøger at drukne dem i whisky og falder ofte i søvn i sin yndlingslænestol, mens han lytter til musik.

Han har svært ved at slippe en sag og ender ofte med at nedprioritere sine nærmeste, hvilket giver ham konstant dårlig samvittighed, for inderst inde ved han godt, at det er "(...) udtryk for betragterens fejhed, at han koncentrerede sig om andre folks liv, andre folks problemer for at undgå at se sin egen skrøbelighed i øjnene."

Hans væsentligste karakteregenskab er dog hans antipati mod autoriteter og regler. Han har ry for at gå sine egne veje og lader sig ikke sådan stoppe i jagten på retfærdighed. Af samme årsag vil han aldrig stige i graderne, hvilket han heller ikke har ambitioner om, da han trives bedst ude i marken.

Ian Rankin skildrer menneskets dystre natur, som man møder den i alle samfundslag. Han skriver om både politikere, asylansøgere, korrupte betjente og den jævne forbryder og tager gerne udgangspunkt i aktuelle begivenheder som fx G8-topmødet i Edinburgh og de politiske strømninger i tiden som fx indvandrerpolitik, hvorved han leverer sin kommentar til samfundets udvikling.

Og så er han eminent til at flette små rammende sætninger og beskrivelser ind, der virkelig slår hovedet på sømmet. Et lille eksempel: "Når vi holder op med at tro på Gud, begynder vi ikke lige pludselig at tro på "ingenting"... vi tror på hvadsomhelst."

Krimierne består af flere lag med parallelle historier, der væves ind i hinanden. Rankin skriver intenst og spilder ikke plads på unødvendige detaljer, men underspiller nærmest handlingen, hvorved han tvinger læseren til også selv at tænke. Som læser bevarer man overblikket, men lige som Rebus kan man ikke udpege den skyldige, før den sidste brik er lagt i puslespillet.

Rankin's mange prisbelønnede krimier har endda fået opkaldt en genre efter sig: Tartan Noir, hvor tartan refererer til de karakteristiske ternede mønstre, som nærmest er Skotlands varemærke.

Serien om John Rebus er afsluttet med 17. bind, som udkom på engelsk i september.