mandag den 23. juni 2008

Bogtyveri med fatale konsekvenser


Den unge Cal arbejder i en boghandel, mens han venter på at inspirationen skal melde sig, så han kan realisere sin plan om at blive bestsellerforfatter. I fritiden får han ikke skrevet så meget som en linie, men forfatteridentiteten er en del af den charme, som han bruger til at score piger med, og alle historierne om sit spændende liv underholder han bofællen Stewart med – den kedelige, jurastuderende nørd, som normalt sidder og arbejder på sin computer hele natten, mens Cal hygger sig med pigebesøgene.

En dag bliver Stewart dræbt i en trafikulykke. Og i hans efterladte ting finder Cal et færdigt manuskript til en blændende roman, fuldstændig bygget over de beretninger han selv har fortalt Stewart. Cal er rystet, misundelig og føler sig snydt - for det er jo den bog, HAN skulle have skrevet!
Det varer ikke længe, før han har overbevist sig selv om, at han faktisk er i sin gode ret til at udskifte Stewarts navn på titelbladet med sit eget. Hvem skulle også opdage det, når Stewart var en indesluttet enspænder uden omgangskreds?

Planen lykkes i første omgang, og Cal bliver omgående rig og berømt. Men Stewart havde på sin dødsdag sendt en kopi af manuskriptet til sin gamle veninde – det må fjernes, inden hun får det læst! Og så er der lige det med Stewarts computer, som kort før hans død blev stjålet af en skrupelløs person… Problemerne tårner sig op for Cal, og hvor langt er han villig til at gå for at bevare æren, pengene og sin nyfundne kærlighed?

Colapintos roman er nervepirrende og medrivende spænding, krydret med humor og overbevisende personskildringer.

John Colapinto: Lige efter bogen. People’s Press, 2008
er læst af bibliotekschef Mona Madsen

1 kommentar:

Susanne Mikkelsen sagde ...

Lyder interessant, så den er bestilt :)

Plottet minder for øvrigt meget om filmen "Ripley Underground".

Er I for øvrigt klar over, at bloggen ikke tillader anonyme kommentarer? Jeg var ikke før nu, så jeg tildeler hermed mig selv et dummeslag ;-)

Håber, at I alle har det godt.