Janus er i starten af tyverne. Han har været indlagt i 4 år på den lukkede afdeling med diagnosen "skizofren paranoid”, og i den tid har hans spinkle forbindelse til omverdenen været den tyrkisk-danske veninde fra gymnasiet, Amina. Hun har skrevet breve til ham, men for nogle måneder siden stoppede brevene brat og uden forklaring. Hvad er der sket?
Det er Janus selv, der fortæller. Han er en intelligent fyr, med egne ord "ualmindelig velmedicineret" - og nu tager han sig gevaldigt sammen for at overbevise psykiateren om, at han nu er rask og funktionsdygtig nok til at blive sluppet ud. Han har stor indsigt i egne symptomer, ved lige præcis hvordan hospitalslivets kultur fungerer og kan spille virtuost på behandlernes forventninger, så det lykkes ham at virke overbevisende nok til at blive sluppet ud i samfundet. Det der giver ham viljekraften til det, er hans mission: han skal finde Amina. Er hun i problemer? Skal hun tvangsgiftes?
Janus er en på mange måder harmonisk og empatisk ung mand, men 4 år på den lukkede har ikke givet ham de bedste forudsætninger for at passe ind i det hurtige og overfladiske samfund han kastes ud i. Men han medbringer et stort lager af psykofarmaka, der tager de skarpeste kanter af verden, og således forstærket begiver han sig uden tøven ud i mere eller mindre skumle og voldelige kroge af det københavnske miljø. Ind i mellem finder han forholdsvis fredelige fristeder, både alene med sig selv og sine paranoide forestillinger i den bortrejste storebrors (alt for tillidsfuldt) udlånte lejlighed - og blandt andre randeksistenser, bl.a. en tidligere medpatient som med varme, sex og forståelse er lige ved at få ham til at falde til ro i paradiset, inden han som en anden Odysseus river sig løs og genoptager sin intense og livsfarlige søgen efter Amina.
Det er en hårdtslående historie fortalt med sprogligt overskud og råstærk humor. Miljøskildringerne er så livagtige, at sindssygehospitalets trøstesløshed og Nørrebros krydrede kultur næsten emmer ud af siderne. Hvis gymnasieelever i vore dage skal udskifte ”Den kroniske uskyld” med noget mere aktuelt og vedkommende, er ”Aminas breve” et oplagt bud.
Jonas Bengtsson: Aminas breve. People’s Press, 2005
er læst af bibliotekschef Mona Madsen
Det er Janus selv, der fortæller. Han er en intelligent fyr, med egne ord "ualmindelig velmedicineret" - og nu tager han sig gevaldigt sammen for at overbevise psykiateren om, at han nu er rask og funktionsdygtig nok til at blive sluppet ud. Han har stor indsigt i egne symptomer, ved lige præcis hvordan hospitalslivets kultur fungerer og kan spille virtuost på behandlernes forventninger, så det lykkes ham at virke overbevisende nok til at blive sluppet ud i samfundet. Det der giver ham viljekraften til det, er hans mission: han skal finde Amina. Er hun i problemer? Skal hun tvangsgiftes?
Janus er en på mange måder harmonisk og empatisk ung mand, men 4 år på den lukkede har ikke givet ham de bedste forudsætninger for at passe ind i det hurtige og overfladiske samfund han kastes ud i. Men han medbringer et stort lager af psykofarmaka, der tager de skarpeste kanter af verden, og således forstærket begiver han sig uden tøven ud i mere eller mindre skumle og voldelige kroge af det københavnske miljø. Ind i mellem finder han forholdsvis fredelige fristeder, både alene med sig selv og sine paranoide forestillinger i den bortrejste storebrors (alt for tillidsfuldt) udlånte lejlighed - og blandt andre randeksistenser, bl.a. en tidligere medpatient som med varme, sex og forståelse er lige ved at få ham til at falde til ro i paradiset, inden han som en anden Odysseus river sig løs og genoptager sin intense og livsfarlige søgen efter Amina.
Det er en hårdtslående historie fortalt med sprogligt overskud og råstærk humor. Miljøskildringerne er så livagtige, at sindssygehospitalets trøstesløshed og Nørrebros krydrede kultur næsten emmer ud af siderne. Hvis gymnasieelever i vore dage skal udskifte ”Den kroniske uskyld” med noget mere aktuelt og vedkommende, er ”Aminas breve” et oplagt bud.
Jonas Bengtsson: Aminas breve. People’s Press, 2005
er læst af bibliotekschef Mona Madsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar