tirsdag den 10. februar 2009

The Likeness









Tidligere kriminalbetjent Cassie Maddox er ved at komme sig efter sin sidste mordsag, som hun er meget følelsesmæssigt påvirket af. (Den historie kan du læse i ”Skoven”). Hun bekæmper sin skræk for pludselige lyde ved skydetræningen, hvor hun er skarpskytte, og skjuler sin skrøbelighed og pludselige klodsethed for alle. Cassie har også en fortid som undercoveragent, som endte med, at hun blev stukket ned. Pludselig kommer chefen for undercovervirksomheden Frank Mackey tilbage på grund af et mystisk mord på en pige, der ligner Cassie så meget, at hendes kæreste Sam –som også er kriminalbetjent – får et chok, fordi han tror hun er død. Det viser sig, at den døde pige har taget Cassies undercovernavn Lexie Madison. Lexie bor sammen med fire andre universitetsstuderende i et smukt gammelt hus i landsbyen Glenskehy i omegnen af Dublin. Da kriminalbetjentene slet ikke kan komme til bunds i sagen, ender det med, at Cassie endnu en gang bliver til Lexie og vender tilbage til det idylliske kollektiv for at finde flere ledetråde i sagen. Hvordan kan det lade sig gøre? Bl.a. fordi Lexies kammerater har fået at vide, at hun har ligget i koma og har problemer med hukommelsen. Cassie får intensiv undervisning i Lexies livsførelse fra oplysninger og videoer fra forhør. Men – hvor længe kan Cassie spille rollen som sin dobbeltgænger? Og hvorfor og hvordan har Lexie fået fat på Cassies undercovernavn?
Det er en rigtig god historie om psykisk forførelse, følelsesmæssige tab, kammeratskab og hvor langt trofastheden holder. Det er også en spændende kriminalroman, for hvem slog Lexie ihjel? Var det en kæreste udefra eller en af kammeraterne inde i kollektivet?

Den danske udgave er på vej og hedder ”Ligheden”, Den er ikke udkommet endnu, men kan forudbestilles. Den engelske udgave kan allerede nu lånes på Solrød Bibliotek.

Ingen kommentarer: