Svenskerne kan andet end at skrive krimier, hvilket Torbjörn Flygt demonstrerer helt formidabelt i sin anmelderroste roman ”Underdog”, der er socialrealisme i sin fineste form.Sympatien med hovedpersonerne, der har hver sit at slås med, melder sig fra side 1. "Underdog" stod i lang tid og samlede støv på min reol, men da jeg først kom i gang med den, gik det stærkt med at få vendt siderne. Der sker hele tiden noget nyt for fortælleren og skilsmissebarnet Johan, som Flygt lader berette så levende om sin opvækst i 1970’ernes almennyttige boligbyggeri, at det næsten er som at være der selv.
Det er svært at finde forbilleder i betonghettoen, hvor de sociale tilfælde hober sig op. Der er ikke megen støtte at hente i skolen, hvor lærerne har for vane at udse sig en syndebuk, men
moderen er trods de mange fordomme om ufaglærte fabriksarbejdere godt i gang med at slide sig selv op med det ene mål for øje, at hendes børn skal have et bedre liv, end hun selv fik. Derfor får Johan fx et leksikon i julegave i stedet for det eftertragtede ishockey-udstyr.
Mange andre ville sikkert have opgivet for længst, men livet går ikke altid som forventet og egne profetier kan blive bragt til skamme: Moderen omskoles efter en fyring, undviger arbejdsløshedens kløer og stiger overraskende i graderne. Monika, den intelligente læsehest af en storesøster, ender efter en naiv affære som enlig mor. Johan bliver til sin egen forundring jurist.
Men det er ikke de personlige succeser som sådan, der bærer romanen. ”Underdog” rummer mange små detaljemættede sjove, triste og spøjse historier fra dagligdagen, hvor vigtigheden af de nære ting som familien og venskaber understreges, og de er tilsammen med til at give os et billede af, hvorfor Johan trods en lys fremtid bliver ved med at føle sig som en ”underdog".
Og det er i bund og grund det, der gør denne roman så god.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar